© bilmagasinet.dk

VW Up er Årets Bil i Danmark 2013

Kåret som bedste bilnyhed efter meget tæt opløb

24. oktober 2012 af Steen Bachmann

Resultatet af Danske Motorjournalisters kåring af Årets Bil er netop offentliggjort. Vinderen blev den mest solgte bil herhjemme de seneste måneder, VW Up, foran Volvos overraskende nye V40. 

Resultatet af finalen:

1. VW Up/Skoda Citigo/Seat Mii

2. Volvo V40

3. Kia Ceed

4. BMW 3-serie

5. Renault Clio

Finalen var et ualmindelig tæt opløb, hvor der måtte flere afstemninger til, før de fem finalister var fundet. I selve finalen lå de fire af de fem biler så tæt, som det aldrig er sket før. Der var således kun få point ned til en væsentlig dyrere bil, Volvo V40, mens Kia Ceed fulgte tæt efter på tredjepladsen og BMW 3-serie som nr. fire. Den fuldstændig nye Renault Clio blev nr. fem, mens Ford B-Max røg ud af finalen efter omstemning.

Med årets kåring har VW vundet titlen fire gange, Skoda tre gange og Seat to gange. Det er i år 45. år i træk, at der kåres Årets Bil i Danmark. Årets Bil i Danmark kåres af førende danske motorjournalister organiseret i Motorjournalisternes Klub Danmark. I år var juryen på 21 mand. Kåringen af den bedste eller mest spændende bilnyhed sker efter tre afsluttende testdage på og omkring FDM Jyllandsringen.

Bil Magasinet var repræsenteret i juryen ved Mikkel Thomsager og Søren Juul.

Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet og formand for Motorjournalisternes Klub Danmark begrunder juryens valg:

"Jeg stemte selv på Up og de to andre, fordi jeg synes, at titlen som Årets Bil skal gives til en bil, der flytter ved begrebet Årets Bil. Up har gjort det trendy at køre små biler. Den har ligesom flyttet ved hele den bilklasse. Den ser godt ud og den kommer med en masse sikkerhedsudstyr. Det er en køreglad bil. Det er en bil, der gerne vil køres, den har fremragende gearkasse og styretøj, og så sker det hele jo til en pris, hvor det for en gang skyld er alle, der kan være med. Derfor er Up Årets Bil i Danmark 2013.''

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...