© bilmagasinet.dk

VW Up 1,0 High

VW Up med masser af udstyr og stort glasskydetag er en mikrodelikatesse

9. april 2013 af Thomas W. Brixen

Mikrobiler er ofte ensbetydende med en køre- og kabineoplevelse, der er lige så ophidsende som at få en lapdance af den tyske kansler Merkel. Sådan er det ikke i Volkswagen Up, hvis du vælger udstyrsniveauet High. Her følger både 15” letmetalfælge, tågeforlygter, læderdetaljer i kabinen, læderrat, instrumentpanel i bilens farve, sædevarme og opvarmede sidespejle med som standard. Ok, det gør det også i en topudstyret Kia Picanto, men der er altså lidt mere stil over detaljerne i en Up.

Det er klart, at disse ting er det første, der bliver sparet væk, hvis prisen absolut skal under 100.000 kr., for intet er jo gratis. Men oplevelsen af en smule luksus selv i mikroklassen er nu ikke at kimse af. Det gør bare livet lidt sjovere, og alene det at du ikke er ved at kaste op, når du er på vej hen mod bilen eller sætter dig ind i kabinen, er en god start.

 Se også hvilken bil, der er den bedste bybil af en VW Up, Toyota Aygo og Hyundai i10.

© bilmagasinet.dk

Den babyblå farve er måske lige nuttet nok for de fleste, og den lyse kabine henvender sig måske mest til hunkønnet, men det er at foretrække over en kedelig grå kabine, som vi så ofte ser. Multi-skærmen midt på instrumentpanelet kan blandt andet bruges som kørecomputer, vise omdrejninger, temperatur eller fremføre kør-grønt-gimmick’en, som i VW-sprog kaldes “kør blåt”.

 

Testbilen er blevet opdateret med en DK-pakke, så skærmen også agerer navigation, bluetooth og multimediesystem. Alle dele virker helt efter bogen. DK-pakken til 8.995 kr. tilkøber dig i øvrigt parkeringssensor, der også vises på multi-skærmen, og en fartpilot, som gør motorvejskørsel til en leg. Det er derfor svært at se, hvorfor du ikke skal sætte kryds ud for DK-pakken.

Officielt er sæderne i VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii ens, men jeg befinder mig bedre i dellædersæderne i Up High. Mit gæt er, at de er lidt hårdere polstret.

Præcis som de fleste andre mikrobiler er VW Up ikke en bil, du ligefrem glæder dig til at tage en tur i. Men den gør det faktisk ganske godt. Selv på motorvejen er der ingen problemer med at følge trafikken og stadig føre en samtale.

Med fem døre er praktikken også i top. Voksne kan sagtens sidde på bagsædet, og livet er bare lidt lettere med bagdøre, når du skal smide tasker ind på bagsædet. Bagagerummet i Up har dobbeltbund, modsat f.eks. den Skoda Citigo vi kørte tidligere. Den havde i stedet et meget dybt bagagerum uden polstring. Det er smag og behag.

Er der en lille livsnyder gemt i dig, er VW Up High værd at overveje. Panoramataget er unødvendig luksus men skønt på varme sommerdage. Prisen, udover 11.998 kr., er en smule vindstøj, når du fræser afsted på motorvejen. Med lidt udstyr og små detaljer er det ikke så tosset at køre mikrobil.

 

© bilmagasinet.dk

VW Up 1,0 High

 

Motor
R3, 999 cm3, 12V

Ydelse
75 hk ved 6.200 o/min
95 Nm ved 3.000 o/min

Topfart
172 km/t

0-100 km/t
13,2 sek.

EU-miks
23,8 km/l

Årlige afgifter
560 kr.

Mål (L/B/H)
354/164/149 cm

Vægt/last/påhæng
940/350/0 kg

Bagagerum
251-951 liter

Reservedelsprisindeks
85

Pris
127.9899 kr.
(testbil 148.982 kr.)

Kilde: Bil Magasinet nr. 255

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...