VW Interaktive lygter sikkerhed gadget parkering

VW udvikler lygter med fede gadgets

I fremtiden vil dine lygter kunne lyse informationer ned på asfalten bl.a. for at højne sikkerheden – heldigvis glemmer VW ikke de fede gadget-funktioner.

19. oktober 2018 af Frederik T. Frey

Flere bilproducenter producerer allerede lyssystemer, der (næsten) kan lyse længere end øjet rækker, og flere tilbyder også systemer, der automatisk kan blænde op og ned samt "forme" lyskeglen hensigtsmæssigt, så den ikke blænder andre trafikanter.

I den mere gadgetorienterede afdeling fås flere luksusbiler også med en funktion, der fra en diode i sidespejlet kan projicere et logo eller skrift ned på asfalten. 

VW Interaktive lygter sikkerhed gadget app baglygter

Information på asfalten

VW er i gang med at tage endnu et skridt på lygte-stigen – både mht. trafiksikkerheden og muligheden for at give bilen fede gadgets, der er med til at personliggøre det enkelte eksemplar.

I Wolfsburg har VW en testhal, der måler 100 meter i længden. Her er tyskerne i gang med at udvikle systemer til fremtidige biler. Både forlygter og baglygter får opmærksomhed, og flere af de nye systemer optimeres også til de kommende trafiksituationer, hvor vi nærmer os selvkørende biler.

De nye lyssystemer omfatter mikro-pixel HD-forlygter, som benytter op til 30.000 lyspunkter i en højtydende LED-forlygte. Dette system vil kunne projicere og kaste et billede eller andre informationer ned på asfalten, hvilket kan være med til at højne trafiksikkerheden. Er en bil f.eks. ved at svinge til venstre, vil den kunne kaste et billede af pile, der peger i den retning ned på asfalten, så andre trafikanter kan se dens bane.

VW Interaktive lygter sikkerhed gadget

Tegner sin egen P-bås

Også baglygterne skal optimeres til fremtiden, og her tilgodeses både sikkerheden og anvendeligheden, som det er tilfældet med forlygterne – men gadget-faktoren skrues højere op.

Baglygterne kan projicere og kaste billeder på asfalten. Det er bl.a. yderst anvendeligt i diverse parkeringssituationer, hvor bilen vil kunne "tegne" sin egen P-bås på asfalten, som føreren så kan sigte efter i spejlene. 

Men også inde i selve lygtehuset kan baglygterne trylle. Små ikoner og animationer kan vises både med henblik på sikkerhed men også personificering. Under hård opbremsning kan baglygterne vise ikoner af advarselstrekanter, men baglygterne kan også bruges til andre informationer.

VW Interaktive lygter sikkerhed gadget parkering

Matrix LED i Touareg

VW arbejder på nuværende tidspunkt med en integration mellem bil og en app, der skal kunne kommunikere sammen. Fra app'en er det muligt at bestemme sin personlige udlægning af baglygternes lys-design.

Der er endnu intet konkret om lancering af de kommende interaktive lygtesystemer. Men flere tidligere udviklede teknologier fra testhallen i Wolfsburg, som bl.a. Light matrix LED-forlygterne, kan allerede nu opleves i den nye Touareg.

VW Interaktive lygter sikkerhed gadget testhal Wolfsburg

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.