Vi tester VW's nye Polo GTI på gaden i Danmark

Hvordan er den nye Polo GTI at leve med til hverdag? Det er svært ikke at blive forelsket i de 200 turbo-hk samt prisskiltet, der lyder på 280.294 kr.

18. august 2018 af Anders Richter

Endelig en VW Polo GTI!

Indtil for nylig har vi måttet kigge langt efter et GTI-logo monteret på bagklappen af en VW Polo, men de tider er nu officielt forbi. Den seneste og sjette generation af VW Polo er nemlig kommet i en GTI, som importøren for en gangs skyld har valgt at introducere på det danske marked.

Motor er hentet fra storebror Golf GTI

GTI-opskriften er helt klassisk. Bilen er derfor udstyret med et frækkere skørtesæt både for og bag, større fælge, større bremser, lavere undervogn og ikke mindst en større og kraftigere motor. I disse downsizing-tider er det lækkert at finde et kraftværk med lidt volumen under hjelmen på Polo GTI. Motoren er på 2,0 liter og er monteret med en turbolader. Vi kender den i forvejen fra Golf GTI, hvor den har gjort tjeneste i nogle år. I Golf’en yder den enten 230 hk eller 245 hk, mens den i Polo’en er droslet ned til mere beskedne 200 hk.

Nul til 100 km/t er overstået på kun 6,7 sekunder, og du behøver ikke røre i suppen, for testbilen er udstyret med det lynhurtige DSG-gear. Senere kommer dog også muligheden for at vælge en manuel gearkasse, hvilket vil skære en bid af prisen.  

Stram men ikke ubehagelig

Køreegenskaberne er voksne og sjove på samme tid. Det betyder, at du kan have det hylende morsomt på en snoet landevej samtidig med, at dine plomber ikke rasler ud, så snart du rammer stenbroen i Hovedstaden. Den er stram men ikke ubehagelig.

Motorlyden er dyb og brummende, og den leverer virkelig varen. Momentet på 320 Nm er til stede allerede fra 1.500 o/min, hvilket giver følelsen af masser af muskler. I svingene virker styretøjet skarpt, og du kan sagtens få de 200 hk ned i asfalten, uden det går op i røg eller momentreaktioner i rattet.

Hvad med prisen?

Grundlæggende set er VW Polo GTI en yderst gennemarbejdet hurtig hatchback. Den kan alt, og prisen sidder også lige i skabet. 280.294 kr. koster en Polo GTI med DSG-gear. Det er en ekstremt rimelig pris for denne pakke. Hvis du kan leve med den mindre plads i Polo i forhold til en Golf, sparer du næsten 200.000 kr. i forhold til storebror, som er udstyret med samme motor. Det ligner altså et godt tilbud.  

Er der et minus?

Eneste problem er faktisk, at Ford netop har sendt sin nye Fiesta ST på gaden, som lige er marginalt sjovere på snoede veje. Til gengæld er Ford’en lidt sværere at leve med i hverdagen. Prisen på Fiesta ST starter ved 274.800 kr., hvilket er lidt billigere end Polo GTI. Til gengæld får du så din Fiesta ST med manuelt gear.

Hvilken én af dem, som er bedst, må du vente med at finde ud af til en senere test her i bladet, men løbet bliver uden tvivl meget tæt.

Artiklen har været bragt i Bil Magasinet, august 2018, BM1808

  • VW Polo GTI
  • Pris 280.294 kr.
  • Motor R4 1.984 cm3, 16V, turbo
  • Ydelse 200 hk v. 4.500 o/min, 320 Nm v. 1.500 o/min
  • Topfart 237 km/t
  • 0-100 km/t på 6,7 sek.
  • EU-miks 16,9 km/l

Herunder kan du se vores videotest af den nye VW Polo GTI

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.