Med en markedsandel på 13,8 pct. forsvarede Volkswagen positionen som det mest solgte bilmærke i Danmark. Det er en bredt funderet succes med seks modeller på Top 20 over de mest solgte personbiler.
”Danskerne har taget godt imod T-Cross, der blev lanceret i foråret, og sammen med T-Roc og Tiguan står Volkswagen stærkt i det boomende SUV og crossover-segment. Udover det flotte salg af biler kan vi også se tilbage på en succesfuld pre-booking af den kommende ID.3, der vidner om, at bilkøberne er klar til en ny tids elbil fra Volkswagen,” skriver Mads Lauvring, direktør for Volkswagen Personvogne, i en pressemeddelelse.
Passat mest solgt i firmabilklassen
Mærket fik en lille tilbagegang i salget i forhold til året før, hvilket blandt andet skyldtes, at Passat var ude af markedet i to måneder i forbindelse med modelskiftet.
Den opdaterede Passat blev introduceret i efteråret 2019, og modellen endte for femte år i træk med at blive den bedst sælgende bil i sit segment med i alt 3.778 biler.

Den kompakte, høje VW T-Roc blev med 3.047 solgte biler og en markedsandel på 14,1 pct. den mest solgte i sin klasse. Den lille SUV T-Cross solgte 2.444 og blev den tredje mest solgte i klassen.
Tiguan II, der blev introduceret i 2017, havde et nyt rekordår med 2.674 solgte og en markedsandel på 20,1 pct. og landede på førstepladsen i sin klasse.
Over halvdelen af nye MPV'er er Touran
Golf VII bliver til marts afløst af en ny Golf VIII, men den slutter af med at blive den næstmest solgte i klassen med et salg på 4.573 biler. Golf VII opnåede desuden at blive kåret til Årets Brugtbil 2019 af de danske motorjournalister.
Polo landede på en tredjeplads i minibilklassen med 6.027 solgte, hvoraf 1.013 styk var Polo GTI. MPV'en Touran er stadig populær med et samlet salg på 3.054 styk og en markedsandel i klassen på 51 pct.
Her er VW's plan i 2020
I februar lanceres den faceliftede e-Up.
I marts lanceres 8. generation af Golf.
Til maj følger elbilen ID.3.
I 2020 kommer også en faceliftet Tiguan, en T-Roc Cabriolet og det nye mobilitetsprodukt Volkswagen Go med korttidsleje.