Volkswagen ID.4 - alt hvad du skal vide
Volkswagen ID.4 er en stor og rummelig elbil fra VW-koncernen. ID.4 er 32 cm længere, 4 cm bredere og 6 cm højere end lillebror VW ID.3, men akselafstanden på 277 cm er den samme.
De ekstra 32 cm er således udelukkende kommet udhængene til gode, hvilket som regel betyder, at bagsædepladsen er uændret. Men ID.4 har betydeligt mere plads ved bagsædet også til knæene, ligesom bagagerummet er større. Det er på 543 liter.
Her kan du få et overblik over alt, hvad der kan være relevant at vide om ID.4:

VW ID.4 i stortest
Vi tog Volkswagen ID.4 og testede den mod nogle af de vigtigste konkurrenter - læs, hvordan det gik lige her.

Test af VW ID.4 GTX: Denne ID.4 lover noget, den ikke kan holde
VW ID.4 GTX ofrer rækkevidde for power. To elmotorer sikrer firehjulstræk og 299 hk – alligevel er den mere luksusorienteret end dynamisk.
GTI, GTE og nogle husker måske også GTD – Volkswagen’s hurtige og mere eller mindre dynamiske varianter indledes med de to forbogstaver GT. Den skæbne og titel er løftet over til den elektrificerede del af modelprogrammet – her eksemplificeret ved ID.4 GTX, der med betegnelsen blandt andet får firehjulstræk og flere kræfter.
Her er en elmotor på forakslen og en på bagakslen, og dermed firehjulstræk. De to motorer yder tilsammen 299 hk, men det er værd at bemærke, at effekten kun er 265 hk, hvis ladestanden på batteriet er under 88 pct. og batteriets temperatur er mellem 23 og 50 grader. Det er ikke ret længe, at ladestanden er over 88 pct., så det ville være mere retvisende af angive effekten til 265 hk.
Læs også: Her er de mest interessante elbiler på markedet i 2022
Som fører mærker man ikke meget til påvirkningerne, og en 0-100 km/t-tid på 6,2 sekunder vidner om, at GTX ikke er nogen sløv padde til trods for en køreklar vægt på 2.224 kg. Som noget usædvanligt for elbiler må GTX trække op til 1.400 kg.
Luksus-elbil
Fart alene skaber som bekendt ingen dynamisk bil – men ekstraudstyrslisten giver mulighed for yderligere dynamiske tiltag af GTX. 2.995 kr. køber en “sportsundervogn” uden indstillingsmuligheder samt et styretøj med progressiv udveksling. For 9.995 kr. skiftes bilens støddæmpere til adaptive af slagsen, ligesom fælgene kan vokse fra 20” til 21” for 5.095 kr.
Testbilen har både de store hjul og den dyre af de to undervognspakker. Sport og dynamik i klassisk forstand er der dog ikke meget af, og forventer man en bil med GTI- eller GTE-tendenser, bliver man hurtigt skuffet.
ID.4 GTX er lettere at forelske sig i, hvis den betragtes som en luksus-ID.4, der samtidig er kvik. Sammenlignet med øvrige, langsommere og billigere ID.4’ere har GTX blandt andet Matrix LED-lygter, sidepaneler nederst på døren i karrossefarve, ligesom der er kræs til passagererne i form af et højdejusterbart passagersæde og splitbagsæde med midterarmlæn, der har skiklap og kopholder.
Så er GTX et godt køb?
Kabinen er velindrettet, og takket være lysindfald fra et panoramaglastag til 10.995 kr., er der også en god og lys rumfornemmelse. Særligt på bagsædet er pladsen gavmild og også bagagerummet er stort – ikke mindst konkurrenterne taget i betragtning.
Betjeningen af infotainment kunne være bedre, og ligesom i andre moderne VW’ere savner vi flere logiske genveje og – tør man sige det?! – fysiske knapper til essentielle betjeninger.
Et småtræls eksempel er knapperne til de elektriske ruder. I førersiden er der bare to – venstre og højre. Ønsker du at betjene bagdørenes elektriske sideruder, skal funktionen aktiveres fra en tredje betjening, hvorefter de samme to knapper nu har kontrol af bagdørene... giv os nu bare fire knapper i stedet for en skiftecentral.
ID.4 GTX er den lækre og kraftfulde ID.4, og at den har GT-efternavn bør du ikke tænke videre over.
Sat i en lynlader kan den modtage el med op til 125 kW, hvilket med konkurrenterne in mente hverken er horribelt eller prangende.
Vi synes
GTX er en fin tilføjelse til ID.4-programmet, og value for money er høj.

Danske priser på Volkswagen ID.4 2023
VW ID.4- Pris: 384.995 kroner
- Ydelse: 174 hk
- Batteristørrelse (netto): 77 kWh
- Rækkevidde (WLTP): 527 km
- Maks. ladeeffekt AC: 11 kW
- Maks. ladeeffekt DC: 125 kW
VW ID.4 GTX
- Pris: 414.895 kroner
- Ydelse: 265 hk
- Batteristørrelse (netto): 77 kWh
- Rækkevidde (WLTP): 508 km.
- Maks. ladeeffekt AC: 11 kW
- Maks. ladeeffekt DC: 125 kW

Hvem er konkurrenterne?
VW ID.4 er ligesom dens lillebror, ID.3, baseret på VW-koncernens elektriske MEB-platform.
På MEB-platformen er også Skoda Enyaq, der er i direkte konkurrence med ID.4. Den kan du læse meget mere om her. Du kan også nærstudere Audi Q4 e-tron, der også deler platform med VW ID.4.
Derudover er VW ID.4 blandt andet i konkurrence med Ford Mustang Mach-e, Kia EV6 og Polestar 2.

ID.5 er en coupéversion af ID.4.
© VolkswagenVW's ID.-familie vokser
I Danmark er vi allerede godt bekendte med VW ID.4 og selvfølgelig ID.3. Men ID.-familien vokser hele tiden, og inden længe kan vi stifte bekendskab med Volkswagen ID.5, Volkswagen ID.6 og Volkswagen ID.Buzz.