VW Golf GTI: Originalen er nu bedst

Der findes hurtigere, kraftigere og billigere GTI'er på markedet, men den bedste er stadig VW Golf GTI, som klarer samtlige opgaver til topkarakter.

10. marts 2014 af Søren Juul

I sommeren 2013 vandt Golf GTI en stortest mod Ford Focus ST, Opel Astra OPC, Volvo V40 T5 og Kia Proceed GT, så hvad hulen laver den samme bil i spalterne igen?

Den er her for at demonstrere, hvorfor det er en god idé at spendere 50.000 kr. ekstra i forhold til den nye Skoda Octavia RS, som har den samme motor.



Da vintersolen strejfer testbilen, finder jeg det første argument for at punge ekstra ud. Modsat Octavia RS ser Golf GTI sportslig ud uden, at det virker påtaget. Den røde streg i snuden og typografien på GTI-emblemet leder tankerne tilbage til dengang, hvor familiefædre måtte vælge mellem familiebil eller sportsvogn. Altså lige indtil Golf GTI kombinerede de to biltyper i 1976.

Siden er den blevet et ikon i bilindustrien. I 80’erne var Golf GTI den første i klassen, som kunne prale med 16 ventiler. I 90’erne blev den fedladen på grund af tungt sikkerhedsudstyr, og hestekræfterne var for få. I 2005 vendte tyskerne dog tilbage til rødderne med en køreglad femte generation af GTI, og denne syvende generation er i absolut topform.

Læs også: Test af VW Golf

Performance-varianten koster 20.003 kr. ekstra i forhold til den almindelige Golf GTI med 220 hk til 463.693 kr. For de ekstra penge får du 10 ekstra hk, større bremser samt et elektrohydrauliske spærredifferentiale i stedet for standardversionens system, der bruger ESC-systemet til at håndtere et spinnende forhjul.

 



Sidstnævnte lægger du mærke til, når du bruger løs af af kræfterne på en krævende landevej. Spærredifferentialet i GTI Performance sørger for, at alle kræfter kommer til asfalten uden, at du skal belemres med hjulspin eller momentreaktioner i rattet.

Selv med 230 hk er Golf GTI stadig bagud på kræfter i forhold til f.eks. Astra OPC med 280 hk, men hvad Golf’en mangler i råstyrke, giver den så rigeligt igen i raffinement. Der detoneres ingen bombe af moment, når turboen tager fat, for GTI-motoren er på fra forhøjet tomgang. Den trækker energisk og homogent hele vejen op, og imens glædes du over undervognen, som rammer et perfekt kompromis mellem sport og komfort.

Lyden fra den 2-liters turbomotor passer godt til den sportslige stemning, som sportsæderne med klassiske GTI-tern indgyder. Den imiterede golfbold på toppen af gearstangen er endnu en fin retro detalje, der giver følelsen af at køre en GTI, der er mere end bare hurtig. En Go GTI har historie, og den slags koster.

 

Fra Bil Magasinet nr. 270, marts 2014

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...