VW Golf VIII

Karrossen er næsten uforandret fra Golf 7, men fronten med de smalle LED-lygter og digitaliseringen af kabinen er ny.

Vi hiver den nye VW Golf 8 på rullefelt med et overraskende resultat

Vi tester en VW Golf 8, og triller lige en tur forbi rullefeltet hos Palms Auto for at finde ud af, om alle hypperne er i hus, og vi bliver noget overraskede!

25. august 2020 af Steen Bachmann

3-ugers-test af VW Golf 8

VW-forhandlerne har Golf 8 i butikkerne, og det er en vellykket nyhed. Det skal det også være, for med elbilen ID.3 lige om hjørnet med masser af plads og priser fra 325.000 kr. skal fossilbilerne oppe sig, hvis de stadig skal være relevante. 

Golf 8 er helt ny og har næsten samme profil som sin forgænger, men her en spids front med nye, smallere LED-lygter.

Vi har fat i en mild-hybrid med 1,5-liters turbobenziner og kombineret generator/starter, der har som ambition at kombinere det bedste fra fossil og elbilen for dem, som hverken har adgang til en lader eller lyst til at skulle lade batteriet før afgang. Vi kører bilen i tre uger og tester dens forbrug på både oktan 95 og oktan 100. 

Og til slut kører vi også bilen en tur på rullefelt for at tjekke dens effekt. 

VW Golf VIII

Digitale instrumenter og skærmen i midten spiller godt sammen og er let at betjene.

VW Golf 8 er smidig og støjsvag

Mild-hybridsystemet kommer altid i forbindelse med 7-trins dobbeltkoblingsgear, og har startermotor og generator bygget sammen til én enhed, der også fungerer som en elmotor. Via en rem direkte på krumtappen sætter det bilen smidigt i gang og tillader, at start/stop-systemet standser benzinmotoren, så snart man løfter speederen. Det fungerer sømløst og uden, at man skal gøre noget, og benzinmotoren er støjdæmpet bedre end i Golf 7, så det bliver aldrig irriterende at høre på.

Udover lavere forbrug giver systemet en smidig og støjsvag opførsel, der gør motoren mere stærk i bunden og mellem­området, så man bliver inspireret til at køre Golf’en i friskt tempo, når asfalten er øde, og svingene står i kø.

VW Golf VIII

Knapper i form af LCD-displays debuterede i Audi e-tron og er nu sivet ned til Golf.

Snitforbrug på 18,1 km/l i VW Golf 8

750 km pendling på oktan 95 fra Shell resulterer i et snitforbrug på 17,3 km/l, hvilket er flot og et lavere forbrug end bilen er angivet til i WLTP-normen. 

Endnu bedre går det på Shells oktan 100, hvor Golf’en kører flotte 18,1 km/l. 

Det betyder, at den er et alternativ til dieselvarianten, der er angivet til 22,7 km/l og er dyrere i indkøb og ejerafgift.

VW Golf VIII

En af nyhederne i VW Golf VIII er, at den har fået en ny og mindre gearvælger – i hvert fald hvis du køber den med DSG-gear. 

Skal du købe mild hybrid- eller diesel-Golf? 

Så skal de, der kører langt, droppe deres dieselbil, og hvordan træffer man valget mellem mild-hybrid og diesel?

“Det gør man rendyrket ud fra sit kørselsbehov og køremønster. Og de langt­rækkende benzinbiler bliver mere og mere reelle alternativer til diesel­bilerne. I øjeblikket ligger skæringspunktet ved omkring 27.000 km årligt, så benzinbilen bliver mere og mere attraktiv for pendlerne,” siger markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.

159 hk på rullefelt

I løbet af de 3 uger, tester vi også bilens effekt. Det foregår hos Palms Auto i Ballerup, som har årtiers erfaring i den slags. 

Besynderligt nok yder Golf'en hele 159 hk. Det er altså 9 hk mere end det, den er opgivet til fra fabrikken. Endnu mere besynderligt er det, at den yder 159 hk på både oktan 95 og 100. 

Normalt ville man se en højere ydelse jo højere oktantal, der er i tanken. Hvad forklaringen er, kan hverken vi, eller folkene hos Palms Auto dog forklare. Men hvis du køber en VW Golf 8 får du i hvert fald hk for pengene – det er sikkert. 

Vil du læse mere om VW Golf 8, så klik hér!

Volkswagen Golf 1,5 eTSI Style DSG7

Pris & afgift 

  • Pris 342.994 kr. 
  • Pris testbil 351.991 kr.
  • Årlig afgift 1.080 kr. 

Motor & ydelse 

  • R4, 1.498 cm3, 16V, turbo
  • 150 hk ved 5.000 o/min
  • 250 Nm ved 1.500 o/min

Præstationer 

  • Topfart 224 km/t 
  • 0-100 km/t 8,5 sek.
  • WLTP-forbrug 16,9 km/l 
  • Målt forbrug 17,3-18,1 km/l 

Mål og vægt 

  • L/B/H 428/179/146 cm 
  • Vægt/last/påhæng 1.380/500/1.700 kg 
  • Bagagerum 381-1237 liter 
  • Dæk 225/45R17 Goodyear Eagle F1 
VW Golf VIII

Profilen på¨VW Golf har ikke ændret sig synderligt, siden den første kom til verden i 1974.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...