© VW

Overvejer du den nye VW Golf 8? Så husk at læse Bil Magasinets test inden

Den nye VW Golf 8 er igang med at indtage Danmark. Vi fortæller dig, hvordan den kører, hvad den koster og alt andet du skal vide.

22. maj 2020 af Frederik T. Frey, Anders Richter & Mathias Brandt

Vi tester den nye VW Golf 8 med mild-hybrid

Vi har haft den nye VW Golf med 1,5-liters eTSI-motor og DSG-gearkasse mellem hænderne. Mekanikken er en 4-cylindret benzinmotor med turbo og mild-hybrid-teknologi. Effekten er 150 hk og 250 Nm. Det giver en nul til 100 km/t-tid på 8,5 sekunder, en topfart på 214 km/t og et opgivet brændstofforbrug på 16,9 km/l ifølge WLTP-normen. 


Under vores test, som du kan læse i BM nr. 2005, var vores testforbrug 13,2 km/l. Man mærker ikke mild-hybrid tekniken, men forbruget er pænt, og gearkassen er godt afstemt.

Bil Magasinet test VW Golf 8 eTSI hatchback DSG front forende forfra alufælge

Priserne i Danmark starter ved 244.995 kr. for den mindste 1,0 TSI med 110 hk og manuel gearkasse.

© Foto: Lars Krogsgaard

Hvordan kører VW Golf 8?

Den nye Golf har et hav af selvkørende funktioner og sikkerhedssystemer. Og det er godt, for tyskerens køreegenskaber lokker aldrig til at give den pisk på de snoede veje. Golf 8 kan udstyres med adaptiv undervogn, men til trods for dette (koster 12.496 kr.), opleves Golf forbavsende meget som den forrige – det er ikke nødvendigvis en kritik, da køreegenskaberne er balancerede og komforten i top. 

Vi har dog masser af forventning til fremtidige og mere sportslige varianter som GTI og R. I disse opstrammede og mere potente varianter forventer vi, at den tyske hatchback træder mere i dynamisk karakter.

VW Golf er i sin ottende generation stadig det nær perfekte kompromis i klassen, og hatchbacken fremstår som en super allrounder. Der mangler intet i Golf, selv om man måske ønsker, at småting var anderledes eller mere spændende.

Herunder følger en nyhedsartikel om VW Golf 8 fra februar 2020...

VW Golf 8 er klar!

VW Golf i ottende generation er landet hos de danske forhandlere, og hvis du allerede nu overvejer at parkere det tyske hatchback-ikon i din carport, vil du nok være interesseret i at kende prislisten. Den har vi skaffet lige her, og priserne bliver som følger: 

Vil du se video af VW Golf 8, så se med herunder, hvor vi tester den mod BMW 1-serie, som er en af dens hovedkonkurrenter. 

  • 1,0 TSI 110 hk med 6-trins manuelt gear til 244.995 kr.
  • 1,5 TSI 130 hk med 6-trins manuelt gear og Life-udstyr (bl.a. alu, navi, digital instrumentering, p-sensor, klima og induktionsopladning af telefon) til 278.996 kr.
  • 1,5 TSI 150 hk med 6-trins manuelt gear og Style-udstyr (bl.a. LED-lygter, ergonomisk førersæde og køassistent) til 317.995 kr.
  • 1,5 eTSI 150 hk mild hybrid med DSG og Style-udstyr til 342.995 kr.
  • 2,0 TDI 115 hk med 6-trins manuelt gear og Life-udstyr til 286.995 kr.

Vil du vide mere om VW Golf 8, så læs alt om modellen herunder, eller læs vores første test af bilen, ved at klikke hér!  

Er du interesseret i at vide, hvordan den nye VW Golf klarer sig mod konkurrenterne, så køb et abonnement på Bil Magasinet, hvor vi hurtigst muligt lave en sammenlignende test i klassen. Køb det hér!

Herunder følger en nyhedsartikel om VW Golf 8 fra oktober 2019...

VW Golf er såvidt vi ved, den eneste bilmodel der kan prale af, at lægge navn til en hel bilklasse - nemlig Golf-klassen. Den kom på markedet i 1974 og er siden solgt i mere end 35 millioner eksemplarer. Den nyeste generation af VW Golf er netop blevet vist. Det er den ottende generation og den er mere digital end nogensinde.

VW Golf 8 er bygget på MQB-platformen, som er en videreudvikling af den første MQB-platform fra Golf 7 i 2012.

Selv om Golf 8 virker lavere, længere og mere dynamisk, har den samme ydre mål som dens forgænger.

Digital fra starten af

I kabinen er Golf 8 også blevet mere digital. På det danske marked vil digital instrumentering være standard på alle varianter. Standard er også en 10” touchskærm i midterkonsollen, der styrer bilens online infotainmentsystemer. 

Der fås headup-display, der projicerer informationer op på forruden. Forskellige funktioner som varme i forruden, tågelys for og bag og aktivering af elbagruden er samlet og betjenes nu via et touchpanel til venstre for rattet.

Den nye Golf 8 er altid online via et integreret eSim-kort. Det har den fordel, at navigationen bliver interaktiv og automatisk viser interessante og relevante steder som tankstationer og restauranter på ruten. Her vises også for eksempel telefonnummeret til reservering af et bord på en restaurant via smartphone og Bluetooth-interface. 

Skærmene kan konfigureres mere frit end hidtil, og den digitale opkobling gør det muligt at opgradere funktioner som adaptiv fartpilot (standard i Danmark, bortset fra laveste udstyrstrin), lysassistent og navigation. 

Golf 8 bliver delvist selvkørende op til 210 km/t

VW Golf 8 fås med en rejseassistent, som er standard fra Style-versionen. Systemet blev først introduceret i den faceliftede Passat tidligere på året. Dermed bliver Golf 8 delvist selvkørende ved at hastigheder på op til 210 km/t på motorvejen. 

Det betyder, at du ikke aktivt selv behøver at styre, give gas eller bremse. Af hensyn til lovgivningen skal du dog have hænderne på rattet og være klar at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Føreren har altid ansvaret uanset bilens niveau af selvkørende funktioner.

Golf 8 kan tale med andre biler

Som den første Volkswagen er den nye Golf 8 som standard koblet op med sine omgivelser via Car2X. 

Car2X-funktionen anvender informationer fra andre køretøjer i et område på op til 800 meter fra bilen samt signaler fra trafikinfrastrukturen til at advare føreren og sende disse advarsler videre til andre biler med Car2X-systemet. 

Den kollektive intelligens er dermed en realitet. Derudover vil de nye ”IQ.LIGHT – LED-Matrix-forlygter” med deres 10 delvis interaktive lysfunktioner også udgøre et plus for sikkerheden.

Motorudvalg i VW Golf 8

Udvalget af drivlinjer til den nye Golf 8 omfatter benzin (TSI), diesel (TDI), mildhybrid (eTSI) og plug-in-hybriddrivlinjer (eHybrid)

Alle benzin- og dieselmotorer har direkte indsprøjtning og turboladning. Deres ydelse vil gå fra 110 hk til over 300 hk. Golf 8 fås for første gang med otte forskellige drivlinjer herhjemme. 

Af nyheder i programmet kan nævnes en ny 1,0 TSI 3-cylindret benzinmotor med 110 hk samt to firecylindrede dieselmotorer med 115 hk og 150 hk. De nye 2,0 TDI EVO-motorer har dobbelt AdBlue-indsprøjtning, hvilket reducerer kvælstofilteemissionen (NOx) med op til 80 pct. 

Brændstofforbruget er samtidig reduceret med op til 17 pct. i forhold til forgængeren.

Hybridversioner af VW Golf 8

Som den første Volkswagen vil den nye Golf kunne fås med fem hybriddrivliner: Tre mildhybrider og to plug-in-hybrider. 

Mildhybriderne er udstyret med en 48-volts-remstartergenerator, et 48-volts-litium-ion-batteri og en af VW's nyeste generation af turbobenzinmotorer (TSI). 

Ifølge VW vil elektrificeringen betyde en forbrugsbesparelse på ca. 10 pct. (WLTP) samt en bedre og mere komfortabel igangsætning.

VW Golf eTSI mildhybrid-versionerne tilbydes udelukkende i kombination med 7-trins DSG-gear og med en motoreffekt på henholdsvis 130 hk og 150 hk. De to plug-in-hybrider har 1,4 TSI-benzinmotor plus en elmotor. 

VW Golf eHybrid får en samlet systemydelse på 204 hk, og den mere sportslige GTE-version yder 245 hk. 

Nye udstyrsvarianter i Golf 8

Volkswagen har ændret på udstyrsvarianterne af Golf, der nu udelukkende tilbydes med 5-dørs karrosseri. De sidste mange år har vi Golf’ens tre udstyrsvarianter heddet: ”Trendline”, ”Comfortline” og ”Highline”, men de findes ikke længere. 

Fremover vil man kunne vælge mellem udstyrslinjerne ”Golf”, ”Life” og ”Style” samt en sportslig ”R-Line”-version. 

Basisvarianten ”Golf” har: 

  • Opvarmet multifunktionslæderrat
  • LED-forlygter og LED-baglygter
  • App-Connect
  • Infotainmentanlæg med 10” touchskærm og App-Connect+
  • Nøglefribetjening
  • Digitalt cockpit
  • Airconditionanlæg
  • Vognbaneassistent

I løbet af næste år lanceres de selvstændige modeller Golf GTI, GTI TCR, Golf GTD (ikke i DK), Golf GTE og Golf R.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...