VW er igen hurtigst rundt på Nürburgring

Der er altid nogen der er igang med et rekordforsøg på Nürburgring. Nu kan VW prale med, at have den hurtigste elbil.

4. juni 2019 af Mathias Brandt

Den legendariske Nürburgring Nordschleife bliver år efter år brugt som en slags glatiatorring, hvor de store bilgiganter konstant jagter den hurtigste omgangstid. Den findes et hav af forskellige kategorier at mestre. Nu kan VW prale af, at de har den hurtigste omgangstid for elbiler. Deres våben er den elektriske racerbil - ID.R.

”ID.R har klaret denne udfordring på imponerende vis og har gennemført den hurtigste, emissionsfrie runde nogensinde på Nürburgring. Det er endnu et bevis på Volkswagens formåen indenfor e-mobilitet, og vi kan nu med stolthed sige, at vi er ’Nürburgring-godkendt’. Jeg ønsker hele teamet fra Volkswagen Motorsport og køreren Romain Dumas tillykke med den tredje rekord for ID.R.” siger Herbert Diess, koncerndirektør i Volkswagen Group.

På 12 måneder har Volkswagen Motorsport sat tre banerekorder med ID.R. Den 24. juni 2018 satte Romain Dumas en ny rekordtid på 7:57.148 minutter på Pikes Peak International Hill Climb-bane i USA. Tre uger senere satte han og ID.R med 43.86 sekunder en ny rekordtid for elbiler på Goodwood Festival of Speed i Sydengland, og nu er rekorden på den Nordschleife-bane tilføjet.

Le Mans-vinder bag rattet

For Romain Dumas, der er firedobbelt vinder af 24-timers Nürburgring-løbet, repræsenterer omgangsrekorden med ID.R endnu et højdepunkt på hans favoritbane. ”At være indehaver af en rekord på Nürburgring gør mig umådelig stolt,” siger Dumas. ”For mig er dette den bedste og mest udfordrende bane i verden. Jeg ønsker at takke hele holdet fra Volkswagen Motorsport, der igen har ydet en fantastisk indsats. ID.R var perfekt sat op til Nordschleife-banen, og det var fantastisk sjovt at opleve den fænomenale acceleration og de høje svinghastigheder.”

Specielt tilpasset Nordschleifen

For at sætte ID.R perfekt op til Nordschleife krævede det en omfattende videreudvikling af bilen i forhold til rekordforsøgene på Pikes Peak og Goodwood. ”Til den videreudviklede version af ID.R var aerodynamikken mere tilpasset målet om at nå den højeste mulige topfart end maksimal downforce,” forklarer Francois-Xavier Demaison, teknisk direktør. 

”Med omfattende tests i simulator og på bane tilpassede vi ID.R til de unikke forhold på Nordschleife-banen og fokuserede hovedsagligt på opsætning af undervogn, styring af motorkraft og det optimale valg af dæk til rekordforsøget.”

Se rekord-omgangen her

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.