VW Beetle 1,2 TSi Cabriolet

1. juli 2013 af Mikkel Thomsager

Jeg elsker at køre VW Beetle, og cabriolet-versionen fuldender oplevelsen. Alligevel vil jeg være mere end betænkelig ved at køre i den. Forklaring følger...

The Beetle, som er den nye Boble’s rette navn, er i virkeligehden Golf’ens frække lillesøster. Teknikken er hentet fra den gamle Golf IV, men det har bilen ikke taget skade af. Den kører fremragende og har en lethed over sig, som man godt kan savne lidt i den mere pengeskabsagtige Golf.

Den fås kun med to døre, og det smarte design koster i både kabine og bagagerum. Der er kun to pladser på bagsædet, og bagagerummet er begrænset til 331 liter.

Til gengæld følger prisen med ned. Især 2,0 TSI Sport, som har teknik fra den gamle Golf GTI, er lidt af en prisbasker med en prislap på 361.994 kr. Den nye cabriolet fortsætter de gode takter blandt andet med elkaleche i tre lag og en pris, der starter ved 373.593 kr.

I Danmark er der kun én motorvariant, og det er den fine, lille 1,2 TSI på 105 hk, som giver fin fremfærd i byen, men savner lidt kræfter på motorvejen. Alt ved den nye Beetle Cabriolet er så fint, at ingen kan komme med rationelle argumenter imod den. Til gengæld er der en umiskendelig dunst af boyband, kosmetikudsalg, Prada-sko og metroseksualitet over hele konceptet. Uanset hvor meget jeg kan lide bilen, kan jeg aldrig komme til at køre i den uden at føle mig en smule malplaceret.

VW Beetle 1,2 TSi Cabriolet

Pris 373.593 kr.

Motor R4, 1.197 cm3, 8V, turbo
Ydelse 105 hk ved 5.000 o/min / 175 Nm ved 1.500 o/min

Topfart 178 km/t 0-100 km/t 11,7 sek. | EU-miks 17,2 km/l

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...