© bilmagasinet.dk

Scirocco R: Så er den ankommet

Prisen for den 265-hestes topmodel er 352.000 kr. på gule og 582.000 kr. på hvide plader

9. december 2009 af Steen Bachmann

Den nye Scirocco topmodel bliver fætter til Golf R, der også netop er kommet til Danmark. Scirocco R har en 4-cyl. 2-liters turbomotor på 265 hk ved 6.000 o/min. Den har direkte indsprøjtning og et moment på 350 Nm fra 2.500-5.000 o/min. 0-100-tiden med manuelt gear er 6,0 sek.

Sportsundervognen er sænket 10 mm i forhold til Sportline-varianten og det elektroniske spærredifferentiale, der forhindrer understyring (XDS), er standard. Så snart elektronikken opdager, at bilens inderste hjul mister vejgreb, opbygger hydraulikken automatisk et bremsetryk på hjulet, der udligner understyringen. Opbygningen er klassisk McPherson-ophæng fortil og en fire-leddet aksel bagtil. Fælgene er 18" Talladega alu med 235/40 dæk.

R-udgaven har tre store luftindtag med brede lameller, LED-kørelys og et smalt, sortlakeret kølergitter med R-emblem i krom. Bixenon-lygter med kurvelys, der følger rattets bevægelser, er standard. Bagtil er spoileren vokset, og her er sort diffuser, dobbelte udstødning og tonede baglygter.

Kabinen

Detaljer i kabinen omfatter sportssæder med R-logo i nakkestøtterne, instrumentbord med alu-detaljer og midterkonsol med sortlakerede lister. Håndbremsegreb og gearknop er læderbetrukne og her er specialdesignet og håndsyet læder-multifunktionsrat med R-logo.

På biler med den 6-trins DSG-dobbeltkoblingsgearkasse er der flapper bag rattet til at skifte gear med.

Som noget særligt for den danske version af Scirocco R får man parkeringssensor bagtil, 2-zone klima, regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl, radio/cd med Aux-indgang, føl mig hjem-lys og sædevarme for.

Priser personbil
Scirocco R 6-trins manuel: 582.396 kr.
Scirocco R DSG-gear: 611.198 kr.  

Priser van
Scirocco R Van 6g: 352.859 kr. inkl. moms
Scirocco R Van DSG6: 368.236 kr. inkl. moms

Se den danske brochure for Scirocco R.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...