Ny Volkswagen Up

Ny Up på vej: Her er prisen på danskernes yndlingsbil

Den har siddet solidt på tronen i næsten hele sin levetid – danskerne er vilde med Volkswagen Up. Nu er en ny generation klar til de danske mikrobil-elskere

25. juni 2016 af Esben Skrumsager

Volkswagen har med Up indtaget tronen som danskernes absolut mest populære bilmærke. Men det seneste års tid er den tyske dominans blevet truet af særligt Peugeot, som med skarpe leasing-tilbud har gjort kur til de danske bilister.

Men nu skal Volkswagen tilbage på toppen. I hvert fald hvis det står til den danske importør. Danskernes firehjulede yndling, Volkswagen Up, kommer til august i en ny aftapning med et opfrisket design, en ny 90-hestes turbomotor og smartphone-integration. 

Men selvom man kunne forestille sig, at prisen også fik et hak op, så er det altså lykkedes den danske VW-importør at fastholde den nuværende mindstepris.

Volkswagen Up

Kend den på blinket

Den nye Up kan blandt andet kendes på nydesignede forlygter med LED-kørelys, modificerede stødfangere for og bag, sidespejle med integreret sideblink og nye baglygter.

Sæderne kan nu fås i fem forskellige designs og flere farver. Placeret bag det nye multifunktionslæderrat (ekstraudstyr) har du udsigt til et nydesignet instrumentbord, der kan fås med op til otte forskellige designs – og som noget nyt fås også stemningslys i kabinen.

Volkswagen Up interior kabinen

Største nyhed inde i Up er den nye smartphone-integration. Smartphonen klikkes simpelt ind i en holder over midterkonsollen og forbindes via Bluetooth med bilens anlæg.

Via appen 'maps + more' har man nu blandt andet navigation, håndfri mobilbetjening og kørecomputer. Der er også USB-stik i bilen til at lade telefonen og uploade informationer.

I motorrummet er der også nyheder. Den velkendte 3-cylindrede 1,0-liters motor med 60 hk fortsætter, men den får senere på året selskab af en 90-hestes turbomotor – ligeledes på 1,0 l. 

Den nye trecylindrede TSI-motor er den til dato stærkeste i Up og den eneste med turbo. Med denne under hjelmen har Up en tophastighed på 185 km/t og når de 100 km/t på 9,9 sek. Samtidig har Up TSI et acceptabelt brændstofforbrug på 22,7 km/l.

Den nye Up har som forgængeren de tre udstyrslinjer:

Volkswagen Up bagfra

Prisen på den nye Up

Take Up er grundversionen, som har fremadrettet LED-kørelys som standard. Dertil kommer sidespejle med integreret blinklys, centrallås med fjernbetjening og automatisk nødbremse. 

Take Up har i Danmark med smartphone-integration og regnsensor med ombord fra start. Take Up kommer i kombination med 60 hk og 3- og 5-dørs karrosseri. Priser fra 89.995 kr.

Move Up er det næste udstyrsniveau med lakerede sidespejle i bilens farve, der ligeledes kan indstilles elektrisk og opvarmes, når den danske vinter sætter ind, tågeforlygter med statisk kurvelys og et bagsæde, der kan nedfældes asymmetrisk er også en del af standardudstyret.

Du får også easy-entry samt hukommelse på forsædeindstilling, ligesom bilen har sædevarme foran. Bilens anlæg har nu seks højttalere. Move Up kommer i kombination med 60 hk motor og 5-dørs karrosseri. Priser fra 109.995 kr.

High Up har 15“ letmetalfælge som standard. Der er læderrat og læderdetaljer på gearknop og håndbremse, interiøret har hvid stemningsbelysning og tre forskellige design på dash-paden at vælge imellem. High Up fås i kombination med den nye 90-hestes TSI-turbomotor og 5-dørs karrosseri. Priser fra 137.996 kr.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...