Biltest af Mercedes Vito V 280
Biltest af Mercedes Vito V 280 © bilmagasinet.dk

Mercedes Vito V 280

Vito på første klasse

21. oktober 1999 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager

V-klassen gør op med kassevogns-syndromet

Mercedes-Benz har fået succes med kassevognen Vito. Den har taget en væsentlig markedsandel fra Toyota HiAce og VW Transporter, selv om priserne ligger et stykke over konkurrenternes. Det kan stjernen på køleren tage sin del af æren for, for når sandheden skal frem, er Vito en ret ordinær kassevogn.

Førerpladsen er godt indrettet, men plastic-kvaliteten er ikke Mercedes værdig.
Hvis du savner lidt luksus over kassevognen, har Mercedes-Benz nu svar på rede hånd. V-klassen er i princippet en luksus-udgave af Vito.

De to biler bygges på samme fabrik i Spanien, men mens Vito primært er bygget som varebil, er V-klassen primært bygget som minibus. I de danske brochurer kaldes Vito for en større kassevogne, mens V-klassen udelukkende vises og omtales som luksuriøs minibus. Men i det afgiftshærgede Danmark fås V-klassen også som varevogn, og så kommer der anderledes stil over begrebet kassevogne.

Topmodellen hedder V280. Den er udstyret med en V6-motor på 174 hk. Faktisk er der tale om en VR6-motor, som Mercedes-Benz har købt hos VW, fordi V-klassens korte snude ikke levnede plads til Mercedes-Benz egne V6ere. De 174 hk sikrer et solidt kraftoverskud, en topfart på 187 km/t og en accelerationstid fra 0-100 km/t på under 12,4 sekunder med automatgear.

V-klassen har luftaffjedring på bagakselen, hvilket medvirker til at sikre en overraskende flot stabilitet ved høj fart. Det piller omgående alle kassebilsnykker af V-klassen, som dog stadig har et stort varerum bag forsæderne.

Luftaffjedringen er ikke det eneste, der adskiller V fra Vito. Varerummet er be-klædt på gulv, sider og loft. Det reducerer støjniveauet, også ved forsæderne. De bageste sideruder tilbydes med elbetjening.
Listen over ekstraudstyr er næsten identisk for de to biler. Vito sælges også med automatisk klimaanlæg, el-vippe-/skydesoltag og fartpilot.

Læderindtræk er dog forbeholdt V-klassen, og det samme er en lang række mindre udstyrsdetaljer, som bidrager til at give V-klassen en mere luksuriøs fremtoning. Til gengæld ryger prisen op i 325.788 kr. Så det er velbeslåede håndværkere, der vælger V280 frem for Vito.

Mercedes-Benz V280 325.788 kr.

Tekniske data
Motor: VR6 12V, 2.792 cm3. Ydelse: 174 hk ved 6.000 o/min. 237 Nm ved 2.800 o/min. Topfart: 187 km/t. 0-100 km/t: ikke opgivet. EU-mix: 7,2 km/l.

Totaløkonomi:
V280 van er så speciel, at priser afhænger af, om køber og sælger kan finde hinanden. Afskrivningen på udstyret er dog stor. Efter tre år og 50.000 km har bilen tabt ca. 125.000 kr.
Reservedelsindeks:
Ikke oplyst ved redaktionens slutning
Service ekskl. materialer:
Service ifølge indikator

Vi synes:
Varevogn på første klasse - hvis man har behov for det

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.