© bilmagasinet.dk

Lille Up sætter turbo på bilsalget

VW's mikrobil er skræddersyet til det danske marked, og sætter rekorder på stribe. Men vil du ha´ en, må du om bag i køen

7. august 2012 af Jan Lang

Danskerne er vilde med små biler. I årets første fem måneder har vi købt næsten 40.000 nye minibiler svarende til en fremgang på 12,5 pct. Det sker til trods for, at det samlede nybilsalg i samme periode er faldet med 1,7 pct.

Den mindste bil er også den største lige nu på det danske bilmarked. VW Up blev leveret i 1.052 eksemplarer til danske bilkøbere i juni, hvilket er rekord for flest solgte styk af én bilmodel på en måned i Danmark. Lille Up har en markedsandel af hele markedet for personbiler i juni på 7,16 pct., og den store efterspørgsel betyder, at du må forvente en leveringstid på over et halvt år, hvis du selv vil sammensætte farve og udstyr. Tager du én, som forhandleren har holdende, kan du dog være heldig at køre hjem i den samme dag.

”Danskerne er stadig i spare-humør, og i den sammenhæng er minibilerne en gave fra himlen,” siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm. ”Minibilerne er nemlig ikke bare billige i indkøb - de er også billige i drift, forsikring og ejerafgift. Så det er en rigtig billig måde at holde bil på.”

Stort udvalg
Udvalget af minibiler til under 100.000 kroner i udsalgspris er vokset i takt med danskernes efterspørgsel. Sidste år kunne danskerne vælge mellem 11 forskellige minibiler under 100.000 kroners grænsen. I dag er det tal vokset til 14.

 

 

”Der er benhård konkurrence på det her marked, hvor det vigtigste parameter er prisen. Derfor underbyder bilimportørerne hele tiden hinanden, og resultatet er, at flere og flere biler får en pris under 100.000 kroner,” siger direktør hos BilBasen, Anders Andersson.

Han oplyser, at prisfaldene på de helt små biler også har forplantet sig til nypriserne på de lidt større biler som eksempelvis Ford Fiesta og Peugeot 207. Ifølge en aktuel undersøgelse fra BilBasen og Spar Nord er de 10 mest solgte minibiler generelt faldet 8,9 procent i udsalgspris i løbet af det seneste år.

Den billigste model på markedet er aktuelt en Citroën C1, der fås fra 78.990 kroner i udsalgspris. Herefter følger Seat Mii, der koster 1.000 kroner mere samt Toyota Aygo og Peugeot 107, der begge koster 79.990 kroner. Ford Ka fås helt nede fra 73.800 kr., men dog kun i forbindelse med, at man finansierer bilen via en Ford-forhandler · tager du den kontant, er prisen fra 85.990 kr.

”Køberne har lige nu rigtig mange muligheder for at få en masse minibil for pengene. Og alt tyder på, at konkurrencen vil fortsætte med nye slagtilbud på minibilerne,” lyder det fra Anders Andersson.

Læs mere hos De Danske Bilimportører

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...