Konflikt hos VW: Nu er produktionen af Golf sat på pause

Uenigheder mellem en underleverandør og den tyske bilproducent Volkswagen har betydet, at Golf-samlebåndene i Wolfsburg er gået i stå.

22. august 2016 af Daniel Bohnsen

Normalt ruller der dagligt over 2500 Golf-modeller ud af Volkswagens produktionshaller, men siden begyndelsen af sidste uge har der været usædvanlig stille på den nordtyske fabrik.

En konflikt mellem Volkswagen og underleverandører af henholdsvis gearkassedele og sædebetræk har nemlig standset produktionen af verdens næstmest sælgende bil.

Ifølge producenterne af disse dele har Volkswagen med kort varsel og uden grund annulleret ordrer uden at kompensere underleverandørerne, og det er dette, der har fået dem til at tilbageholde leveringen af de nødvendige dele.

Det skulle i følge tyske Bild dreje sig om ordrer til en værdi af flere hundrede millioner kroner, og underleverandøreren har set sig nødsaget til at stoppe leveringen for at sikre de fremtidige arbejdsvilkår for sine medarbejdere. Volkswagen mener derimod at være uden skyld i missæren og placerer ifølge de tyske medier det fulde ansvar hos underleverandøren.

Det forlyder, at repræsentanter fra de uenige parter mødes senere i dag for at forsøge at finde en løsning på problemet, så Golf-produktionen kan blive genoptaget hurtigst muligt.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...