Golf VIII med manuelt gear
For ikke så mange år siden ville vi have sammenlignet en benzindrevet Golf med konkurrenter med cirka samme ydelse og pris, men det giver ingen mening længere. I dag går kun de mest elforskrækkede forbrugere efter en fossildrevet bil – ikke fordi der er noget galt med biltypen, men fordi du får mere bil og højere ydelse og komfort ved at tage en hybridbil.
Nå, vi har fat i en Golf VIII med en nostalgisk manuel gearstang og tre i stedet for to pedaler. Heldigvis fungerer transmissionen lige så godt og velsmurt som i en Up, og selv den adaptive fartpilot taler godt sammen med drivlinen. Man bliver nødt til selv at skifte gear, når piloten sætter hastigheden ned eller op, men bilen hjælper med store, simple tal lige foran dig for at anspore til gearskift, så det er til at leve med.

Golf VIII er god - men...
Den almindelige Golf 8 benzin fås som 3-cylindret 1,0 turbo med 110 hk og 4-cylindret 1,5 turbo med 130 eller 150 hk og automatisk cylinderfrakobling. Vi har her den 130-hestes med manuelt gear og udstyrsniveau Life, som er det laveste trin med 16” alu, sort stofbetræk og en anonym karrosse og kabine. Bilen gør ikke meget ud af sig selv, men er komplet og lige til at tage ind som et medlem af husstanden. De angivne 18,5 km/l opnås så let som ingenting, så hvorfor har vi forbehold? Det skyldes afgifterne.
Hvad er det bedste køb?
I stedet for at købe en 1,5 TSI med 130 hk og manuelt gear, kan du nemlig betale 41.000 kr. mere for en mild-hybrid med samme 1,5 turbobenziner med 150 hk og 7-trins DSG-gear. Den giver en markant mere komfortabel helhedsoplevelse med sine harmoniske, automatisk gearskift og evne til at køre på el de første mange meter i byen og på villavejen.
Næste trin vil være en Golf eTSI plugin-hybrid med 204 hk til 319.995 kr.
Vi synes:
En standard Golf 8 med benzinmotor og manuelt gear er en fin old school-bil med lavt forbrug.
Denne test er fra Bil Magasinet, men det er bare en af mange fede artikler, du får hver måned, hvis du abonnerer på Bil Magasinet. Lige nu har vi et tilbud, hvor du kan få 3 numre for bare 99 kr.
VW Golf 1,5 TSI Life
- Pris: 278.997 kr.
- Årlig afgift: 1.080 kr.
- Ydelse 130 hk ved 4.750 o/min og 200 Nm ved 1.400 o/min
- Topfart: 214 km/t
- 0-100 km/t: 9,2 sek.
- Forbrug: 18,5 km/l (WLTP) / 18,9 km/l (test)
- Mål: 428/179/146 cm L/B/H
- Vægt/last/påhæng: 1.306/494/1.700 kg
- Bagagerum: 381-1.237 liter
Herunder kan du læse om dengang, vi tog en VW Golf 8 med på et rullefelt:
Vi hiver den nye VW Golf 8 på rullefelt med et overraskende resultat
Vi tester en VW Golf 8, og triller lige en tur forbi rullefeltet hos Palms Auto for at finde ud af, om alle hypperne er i hus, og vi bliver noget overraskede!
3-ugers-test af VW Golf 8
VW-forhandlerne har Golf 8 i butikkerne, og det er en vellykket nyhed. Det skal det også være, for med elbilen ID.3 lige om hjørnet med masser af plads og priser fra 325.000 kr. skal fossilbilerne oppe sig, hvis de stadig skal være relevante.
Golf 8 er helt ny og har næsten samme profil som sin forgænger, men her en spids front med nye, smallere LED-lygter.
Vi har fat i en mild-hybrid med 1,5-liters turbobenziner og kombineret generator/starter, der har som ambition at kombinere det bedste fra fossil og elbilen for dem, som hverken har adgang til en lader eller lyst til at skulle lade batteriet før afgang. Vi kører bilen i tre uger og tester dens forbrug på både oktan 95 og oktan 100.
Og til slut kører vi også bilen en tur på rullefelt for at tjekke dens effekt.
VW Golf 8 er smidig og støjsvag
Mild-hybridsystemet kommer altid i forbindelse med 7-trins dobbeltkoblingsgear, og har startermotor og generator bygget sammen til én enhed, der også fungerer som en elmotor. Via en rem direkte på krumtappen sætter det bilen smidigt i gang og tillader, at start/stop-systemet standser benzinmotoren, så snart man løfter speederen. Det fungerer sømløst og uden, at man skal gøre noget, og benzinmotoren er støjdæmpet bedre end i Golf 7, så det bliver aldrig irriterende at høre på.
Udover lavere forbrug giver systemet en smidig og støjsvag opførsel, der gør motoren mere stærk i bunden og mellemområdet, så man bliver inspireret til at køre Golf’en i friskt tempo, når asfalten er øde, og svingene står i kø.

159 hk på rullefelt
I løbet af de 3 uger, tester vi også bilens effekt. Det foregår hos Palms Auto i Ballerup, som har årtiers erfaring i den slags.
Besynderligt nok yder Golf'en hele 159 hk. Det er altså 9 hk mere end det, den er opgivet til fra fabrikken. Endnu mere besynderligt er det, at den yder 159 hk på både oktan 95 og 100.
Normalt ville man se en højere ydelse jo højere oktantal, der er i tanken. Hvad forklaringen er, kan hverken vi, eller folkene hos Palms Auto dog forklare. Men hvis du køber en VW Golf 8 får du i hvert fald hk for pengene – det er sikkert.
Vil du læse mere om VW Golf 8, så klik hér!
Snitforbrug på 18,1 km/l i VW Golf 8
750 km pendling på oktan 95 fra Shell resulterer i et snitforbrug på 17,3 km/l, hvilket er flot og et lavere forbrug end bilen er angivet til i WLTP-normen.
Endnu bedre går det på Shells oktan 100, hvor Golf’en kører flotte 18,1 km/l.
Det betyder, at den er et alternativ til dieselvarianten, der er angivet til 22,7 km/l og er dyrere i indkøb og ejerafgift.
Skal du købe mild hybrid- eller diesel-Golf?
Så skal de, der kører langt, droppe deres dieselbil, og hvordan træffer man valget mellem mild-hybrid og diesel?“Det gør man rendyrket ud fra sit kørselsbehov og køremønster. Og de langtrækkende benzinbiler bliver mere og mere reelle alternativer til dieselbilerne. I øjeblikket ligger skæringspunktet ved omkring 27.000 km årligt, så benzinbilen bliver mere og mere attraktiv for pendlerne,” siger markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.

Digitale instrumenter og skærmen i midten spiller godt sammen og er let at betjene.

Knapper i form af LCD-displays debuterede i Audi e-tron og er nu sivet ned til Golf.

En af nyhederne i VW Golf VIII er, at den har fået en ny og mindre gearvælger – i hvert fald hvis du køber den med DSG-gear.

Volkswagen Golf 1,5 eTSI Style DSG7
Pris & afgift
- Pris 349.995 kr.
- Pris testbil 359.991 kr.
- Årlig afgift 1.080 kr.
Motor & ydelse
- R4, 1.498 cm3, 16V, turbo
- 150 hk ved 5.000 o/min
- 250 Nm ved 1.500 o/min
Præstationer
- Topfart 224 km/t
- 0-100 km/t 8,5 sek.
- WLTP-forbrug 16,9 km/l
- Målt forbrug 17,3-18,1 km/l
Mål og vægt
- L/B/H 428/179/146 cm
- Vægt/last/påhæng 1.380/500/1.700 kg
- Bagagerum 381-1237 liter
- Dæk 225/45R17 Goodyear Eagle F1

Profilen på¨VW Golf har ikke ændret sig synderligt, siden den første kom til verden i 1974.