© bilmagasinet.dk

Genève: Golf R Cabriolet med 265 hk

Viser hårdtpumpet firepersoners cabriolet på udstillingen i Genève

8. februar 2013 af Steen Bachmann

En af de prominente biler på Volkswagens stand på Genève-udstillingen bliver den hurtigste åbne Golf nogensinde. Den forhjulstrukne Golf R Cabriolet kører med 4-cyl. 2-liters turbomotor med 265 hk og 6-trins DSG-gearkasse (dobbeltkobling). Topfarten er begrænset til 250 km/t og 0-100-tiden er oplyst til 6,5 sek.

R Cabriolet har front med grill i gloss-black og med ‘R’ logo, LED-kørelys, bi-xenon forlygter med sorte lygtehuse,  gloss-black detaljer og sorte bremsecalipre med R-logo. Her er skørter, en diffuser i gloss black, afgangsrør i krom og LED-baglygter. R betyder også 25 mm lavere frihøjde og 18" eller 19" Talladega-alufælge i ‘Sterling Silver’ eller ‘High-gloss Black’.

© bilmagasinet.dk

De fire separate sportsstole i kabinen er betrukket med ‘Vienna Cool' læder og har R-logoer i nakkestøtterne. Rat, håndbremse og gearstang er betrukket med samme læder og har grå kontrastsyninger. Pedalerne er i børstet aluminium og kabinen har ‘Silver Lane’ aluminium-indlæg.

Standard er RCD 310 DAB radio med hele svineriet af musikformater og Bluetooth, og som på den almindelige Golf Cabriolet kan den elbetjente kaleche køre op/ned på 10 sekunder ved hastigheder op til 30 km/t. Golf R Cabriolet kommer sandsynligvis ikke til Danmark, fordi prisen vil lande på den trælse side af 750.000 kr. på grund af de danske afgifter.

© bilmagasinet.dk

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...