Første kig på VW ID: Spændende nyt – men vi må vente på revolutionen

Vi er taget til Paris Motor Show, hvor Volkswagen nu officielt har præsenteret deres nye "revolutionerende" elbil, som de har navngivet ID.

29. september 2016 af Daniel Bohnsen // Esben Skrumsager

ID er den første Volkswagen, der er udviklet på koncernens nye MEB-platform, som er designet specifikt til elbiler. 

Konceptbilen er 150 mm kortere end en standard Golf, men hjulene er placeret så langt ude i hjørnerne, at akselafstanden er tættere på den større Passat.

Lang akselafstand burde give plads i kabinen, og Volkswagen lægger stort vægt på ID's rummelige og åbne interiørdesign.

Volkswagen kalder deres nye interiørkoncept for Open Space.

© Esben Skrumsager

Den futuristiske Volkswagen drives af en elmotor på 170 hk og skulle ifølge Volkswagen have en rækkevidde på mellem 400 og 600 kilometer.

Elbilen er også et studie i fuldautomatiseret kørsel gennem funktionen "I.D. Pilot". Det er et autopilotsystem, der skulle være i stand til at køre bilen fuldstændig uden indblandning fra en menneskelig chauffør. 

Denne funktion vil ifølge Volkswagen blive tilbudt fra 2025.

Volkswagen forventer, at ID kommer på markedet i 2020, hvor den skal fungere som en elektrisk pendant til Golf'en. 

Tyskerne har store forventninger til den nye satsning, og målsætningen er at sælge en million elbiler på verdensplan om året fra 2025.

Når autopiloten er aktiveret, trækker rattet sig ind i instrumentbrættet.

Der er altså masser af nyheder fra Volkswagens side i den nye ID, men det er som om, den alligevel ikke rigtig formår at slå benene væk under én, som den står der på udstillingen badet i lys og opmærksomhed fra asiatiske gæster.

Særligt når Volkswagen lover, at den vil kunne revolutionere bilernes verden.

Jo jo, formen er ny, men den minder altså lidt om Opel Ampera-e, der allerede kommer på markedet i foråret 2017. 

Interiøret er stilrent, men på dette punkt er BMW og Peugeot allerede langt fremme med de nuværende modeller.

Rækkevidden er god, men set i lyset af, at den først kommer på markedet om 3-4 år, virker det ikke så ambitiøst, når nuværende og snarligt kommende biler kan præstere noget lignende.

© Esben Skrumsager

Det er dog meget muligt, at Volkswagen her gemt nogle esser i ærmet, så bilen først for alvor skiller sig ud fra mængden, når den er klar til lancering, men på nuværende tidspunkt lader vi den lovede revolution hænge lidt i luften.

Her kan du se Mikkel Thomsagers personlige præsentation af Volkswagen ID:

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...