© bilmagasinet.dk

Detroit: Roadster fra VW

Centermotorbil med 2-liters TDI-motor overrasker alle.

13. januar 2009 af Steen Bachmann

Volkswagen Concept BlueSport er en baghjulstrukken roadster med centermotor. Den har premiere i Detroit og signalerer sport og øko-venlighed på samme tid, for motoren kører på diesel og chassiset er fremstillet i letvægtsmaterialer.


Concept BlueSport har en 4-cyl. 2-liters TDI-motor med 180 hk og et moment på 350 Nm ved 1.750 o/min. Transmissionen er en 7-trins manuel DSG-dobbeltkoblingsgearkasse.

0-100-tiden angives til 6,6 sekunder, topfarten til 226 km/t og snitforbruget 23 km/l. CO2-udslippet oplyses til 113 g/km. Vægtfordelingen er 45/55 pct. for/bag, og her er en Øko-knap, der aktiverer automatisk start/stop og opsamling og genbrug af energi fra opbremsninger.

Bilen er designet af Klaus Bischoff, Director of Design for Volkswagen, og Thomas Ingenlath, Director fra VW's "Design Centre" i Potsdam. Finishen er i metal "Flex Silver", mens kalechen er orange.  

Korte udhæng for og bag suppleres af 19" aluhjul, og baglygterne over den lille diffuser er af LED-typen. Dimensionerne længde/bredde/højde er 399/175/126 cm. Her er plads til 182 liter bagage i to rum for og bag.

Ifølge Volkswagen er der tale om et designstudie uden konkrete produktionsplaner. Men en sjov Mazda MX-5 konkurrent fra VW er lige, hvad verden har brug for nu, så vi ser frem til at få en tur.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...