vw id3 1st edition front white
VW ID.3 1st

Danske priser på VW ID.3

Volkswagens nye elbil har verdenspremiere i Frankfurt netop nu - den bliver billigere end ventet i Danmark

9. september 2019 af Steen Bachmann

Den vigtigste Volkswagen siden Golf debuterede i 1974 er netop vist for første gang. Det sker til et eksklusivt arrangement på VW-gruppens stand på den store IAA- udstilling i Frankfurt, der åbner for pressen tirsdag.

Den første elbil baseret på den nyudviklede MEB-platform bliver en familiebil med udvendige dimensioner som en Golf. I 2016 fik at vide, at prisen ville svare til en mellemudstyret Golf diesel, men den begynder længere nede: Startprisen i sommeren 2020 bliver 279.995 kr.

Ladestander fra Clever følger med

For det får du en 5-dørs bil i Golf-klassen med en kabine på størrelse med en Passat, 5 år/100.000 km service- og reparationsabonnement (vi går ud fra, at det betyder fabriksgaranti) og en hjemmelader fra Clever monteret på din adresse. 

Herefter koster strøm 599 kr. om måneden uanset antal kilometer. Det inkluderer ubegrænset ladning i Clevers standere over hele Europa inklusive de nye lynladere, som den europæiske bilindustri er ved at bygge ved de store færdselsårer i blandt andet Tyskland.

vw id3 1st edition front white
VW ID.3 1st

ID.3 er et par millimeter kortere end en Golf, lige så bred men noget højere. 


Bil Magasinet har haft lejlighed til at se ID.3 uden forklædning i fotostudiet på fabrikken i Wolfsburg. Første indtryk er, at den er mere ordinært og fredsommeligt designet end ventet – her er ingen kulfiberdetaljer eller døre, der åbner mærkeligt, for det er en masseproduceret bil, der ikke skal skræmme nogen væk.

Men faktisk gør den sig bedre i virkeligheden end på de første billeder, hvor den godt kan minde lidt om en opfrisket Nissan Leaf. Den ser slet ikke tosset ud. Vi har ikke kørt i bilen, men der følger en rapport i Bil Magasinet lige så snart, vi kommer bag rattet.

VW ID.3 har lithium-batteri i bunden og en elmotor ved bagakslen med 204 hk. Batteriet kommer i tre varianter med en rækkevidde i WLTP-normen på mellem 330 og 550 km. I første omgang får vi det midterste med en rækkevidde på 420 km.

De tre batteristørrelser er 45, 58 og 77 kWh.

Maksimal ladehastighed på 125 kW

Ladetiden, altså hvor lang tid det tager at holde ind for at lade, når man er på længere ture, er vigtigere end rækkevidden. Her udmærker ID.3 sig med en maksimal ladehastighed på 125 kW på det største batteri, hvilket er mere end biler som Jaguar I-Pace og Mercedes-Benz EQC. 

I en hurtiglader som dén i Fredericia vil man kunne få ca. 290 km på 30 min. Der er 8 år/160.000 km garanti på batteriet. 

Frem mod 2023 vil VW-mærket alene investere ca. 67 mia. kr. i elektrisk mobilitet, så der er ikke tale om et stunt eller en koncept-øvelse. ID.3 bliver en bil, vi vil se på gaden herhjemme om et år. Kombinationen af kvikke præstationer, rummelighed som en Passat og folkelige priser betyder, at den vil være værd at se nærmere på uanset hvordan din holdning ellers er til elbiler.

VW ID.3 1st
VW ID.3 1st

Kabinen i ID.3 1st er tofarvet og med omfattende udstyr. 1st-versionen er med det midterste batteri og er udsolgt – VW nåede målet på 30.000 reservationer i sidste uge.

Gulvet er placeret højere end i en Golf fordi man sidder oven på batteriet. Første indtryk af førerpladsen er, at den er rummelig og med en simpel instrumentering - ikke så ultrasimpel som en Tesla Model 3, men med langt færre knapper og greb end i en Golf.

Nydesignet kabine

Skærmen bag rattet fortsætter ud i et V på højre side, som kan drejes og erstatter trykknapper og gearvælger. Drej væk for at gå i R, drej mod dig selv for at gå i D. Det virker tiltalende, og har den rette tyngde, men vi aner ikke, hvordan det er at bruge i praksis.

På bagsædet kan denne skribent på 190 cm sidde bag sig selv med et par centimeter op til forsædet - det svarer til en Passat eller en endnu større bil. Bagagerummet er på størrelse med dét i en 5-dørs Golf.

VW ID.3 1st
VW ID.3 1st

VW ID.3

Opbygning
5-dørs. 5-sædes hatchback, lithium-batteri bunden, elmotor ved bagakslen, ét gear (ingen gearkasse), baghjulstræk

Motor
204 hk/310 Nm

Batteri
45, 58 eller 77 kWh
Ladehastighed 50-125 kW (DC)
Ladehastighed hjemmelader 7,2-11 kW (AC) 

Præstationer
0-100 km/t ikke oplyst
Topfart 160 km/t
Rækkevidde 330, 420 og 550 km for de tre batterier (WLTP)

Dimensioner
L/B/H 426/181/155 cm
Akselafstand 277 cm
Egenvægt 1719 kg (DIN-normen)
Påhæng 0 kg
Lasteevne 416-541 kg
Vendediameter 10,2 m

Pris
fra 279.995 kr.

Dansk introduktion
Maj 2020

VW ID.3 1st
VW ID.3 1st
VW ID.3 1st
VW ID.3 1st
VW ID.3 1st
VW ID.3 1st

VW ID.3 1st

Volkswagen åbnede for forhåndsreservering af ID.3 1st i maj 2019. 30.000 kunder i Europa har lagt billet ind, og vil til til efteråret kunne foretage et egentligt køb ved deres respektive forhandler og samtidig vælge, hvilken ID.3 1st, de vil have.

ID.3 1st har et 58 kWh batteri, der driver en elmotor integreret i bagakslen. Den yder 150 kW/204 hk. Prisen er fra 334.990 kr., og der findes tre versioner: 

ID.3 1st har navigationssystem, DAB+ radio, sædevarme, varmepumpe, rat med varme, armlæn foran, et Mode 2-ladekabel og 18” alufælge.

ID.3 1st Plus har herudover bakkamera, adaptiv fartpilot og nøglefri adgang. I kabinen er her midterkonsol med to USB-porte bagi, ambientebelysning og tonede ruder. Exterieur Style-pakken i sølv, LED-Matrix-forlygter, Matrix-lys-stop-blink-baglygter og 19” alufælge følger også med.

I topversionen ID.3 1st Max er der yderligere augmented reality i head-up-displayet (blandet almindelige informationer med 3D-billeder for at hjælpe føreren), soundsystemet ”Beats”, et stort panoramaglastag og 20” alufælge. Hertil kommer desuden en vognbaneassistent, vognbaneskiftassistent, trådløs opladning af smartphone, komfortsæder og en dobbeltbund i bagagerummet.

Det vil først være muligt at prøve ID.3 hos en VW-forhandler til foråret.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.