Boble-Jens har VW Bobler i blodet

For Jens Christiansen er en Folkevogn Boble ikke bare et transportmiddel. For ham, er det en bil med masser af minder, historier og ikke mindst familiens samlingspunkt.

19. november 2018 af Mikkel Hansen


I Ribe findes en samling af nogle af Wolfsburgs verdensberømte vesteuropæere. Rumlelyden af luftkølede boxermotorer, de ikoniske kurvede former ovenpå blankpolerede kromfælge, omringes af memorabilia af samme årgang som bilerne. For nogen vil det være en tidskapsel. For andre en imponerende samling. Men for ejeren, Jens Christiansen, er det en del af livet.

43 årige maskinarbejder Jens Christiansen, der i daglig tale kaldes ”Boble-Jens”, har minder med det tyske mærke lige så langt tilbage, som han kan huske.

”Min mor og far har altid kørt Folkevogne. Jeg hadede faktisk Boblen dengang. Da jeg som barn skulle til børnefødselsdag eller i skole, bad jeg mine forældre om at sætte mig af 100 meter før så jeg ikke blev set i den”, mindes Jens Christiansen.

Dette ændrede sig, da han for 25 år siden selv skulle købe en bil. Valget stod dengang mellem en Simca og en Boble. Og så blev det Folkevognen.

”Det er bare en anderledes bil med motoren bagi, de runde skærme og metalinstrumentbrættet. Bilen giver en mere rå og primitiv køreoplevelse og folk vinker, når man kommer kørende”, fortæller Jens Christiansen, der uddyber at Folkevognen er noget som alle mennesker har minder eller historier med.  

Historierne skal ikke ombygges

Sidenhen er samlingen vokset til seks Bobler og en enkel Beetle fra 2007. Men hvor flere Folkevognsfanatikere i dag bygger Boblen om, er Jens’ biler holdt fuldstændig originale.

”Det er mere sjældent at se en original bil end en, der er bygget om. Det er sjovest, da de har været sådan fra ny. Det er nok også, fordi jeg har en respekt for bilen, og jeg synes den er pæn, som den er. Når de har så god en historie, er det synd at bygge dem om”, fortæller Jens, der dog ikke udelukker planerne om at lægge nogle flere hestekræfter i en Boble i fremtiden.

Og de gode historier er der mange af. En af de biler Jens oftest kører i, er hans VW Karmann Cabriolet fra 1954. Kun 4800 blev produceret i det år, hvor omkring 3000 emigrerede til USA. Bilen er i sig selv meget sjælden, men historierne, der medfølger gør den ekstra speciel for ripenseren:

”Der var 60 års fødselsdag hos en VW forhandler i Frederikshavn, hvor bilen oprindeligt blev solgt. Så jeg ringede til den tidligere ejer, der havde købt den fra ny for at høre, om vi skulle mødes deroppe. Da vi kom frem, stod han med hele sin familie i tre generationer med flag og bød os velkommen. Det var virkelig fedt. Og så var de alle sammen med ude og køre en tur”, fortæller Jens, og tilføjer at hyggen og samværet forbundet med Boblen, gør det til et specielt ejerskab.

Båndet mellem generationer

Den bil, der dog står ham og hans familie nærmest, er 1303’eren fra 1972. Han har arvet den fra sine forældre, som købte den ny. Jens gjorde det samme i 2007, hvor han købte en helt ny Beetle Cabriolet. Tanken om at sælge 07’eren har luret, men den sentimentale sammenhæng mellem generationerne tillod det ikke:

”Jeg var ved at sælge ’07-eren. Jeg valgte at beholde den, da mine forældre havde haft deres 72’er fra ny og jeg havde haft min 07’er fra ny. Mine børn vil kunne se sammenhængen i at deres bedsteforældre har haft 72’eren og at jeg har den nu. Interiørfarven i den nye Beetle var også et bevidst valg for at afspejle farven i mine forældres 1303’er”, forklarer Jens Christiansen.

Folkevognen er familiens vogn

I dag er samlingen og ejerskabet en livsstil for Jens Christiansen. En livsstil hans familie deler med ham.

”Min familie lever sig også med i det. Det er helt klart et samlingspunkt for os. Oftest er det mine børn, der bestemmer, hvilken bil vi skal køre en tur i. Så smører vi en madpakke og tager på udflugt”, fortæller Jens.

Hvad fremtiden bringer for Jens Christiansens samling vides ikke, men en ting er sikkert: Den bliver ikke mindre.

”Jeg sælger dem aldrig. Der har været mange bud på dem. Men når man endelig har noget man har drømt om, så er det svært at give afkald på. Min søn har også sagt, at han gerne vil have dem, og så kan jeg jo ikke bare sælge dem. De går videre i familien”. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.