Biltest af Audi A4 1,8 T
Biltest af Audi A4 1,8 T © bilmagasinet.dk

Audi A4 1,8 T

Finpudsning af Audi A4

26. august 1999 af Bilmagasinet

Af: Christian Frost

Det er næsten ikke til at se det, men Audi har finpudset mellem-modellen A4

DET SIGES, AT du betaler 30.000 for B, 30.000 for M og 30.000 for W, hvis du køber en BMW 320i i stedet for en Alfa 156. Man kan sige det samme om Audi A4, hvor du altid kan få den samme motor og mere plads for færre penge i en VW Passat. Alligevel er der altid nogle, som synes, livet er for kort til at køre Passat. De vil bare have en Audi.

Nu er A4 så blevet endnu bedre. Audi bryder sig ikke om ordet facelift og taler i stedet om, at A4 er blevet ´forbedret´ eller ´videreudviklet´. Audi A4 er med andre ord blevet finpudset med en lang række små og næsten usynlige forbedringer. Selv nuværende A4-ejere skal have luppen frem for at finde alle ændringerne.

Udvendigt er den største forandring nye ellipsoide forlygter med klart dækglas og nye, runde tågelygter, der er indbygget i kofangeren. Baglygterne er også ændret ganske let for at minde lidt mere om storebror A6, ligesom sideblinket på forskærmen har fået hvidt glas. I kabinen er den største forandring på midterkonsollen, hvor ventilationsanlægget nu har A6ede knapper og betjeningsgreb.
Det pengeskabsagtige klunk når dørene lukkes, fornemmelsen af kvalitet og det solide image, der følger med de fire ringe, er naturligvis, som det altid har været. A4 1,8T er jo det mindste, du kan være be-kendt at troppe op med i golfklubben. Bilen koster 345.067 kroner. Dertil skal du lægge eventuelt ekstraudstyr, og så får pengene hurtigt ben at gå på.

Audi-folkene er efterhånden blevet helt menneskelige, når det gælder udstyr. Som noget nyt er metallak nu standardudstyr sammen med alufælge, el-ruder foran, el- justerbare sidespejle og centrallås. Testbilen havde yderligere sportspakke til 14.252 kroner som inkluderer sports-sæder, læderrat, sænket undervogn samt læderbeklædt gearknop og håndbremse. Og så aircondition, som Audi lige nu sælger for 20.000 kroner.

1,8T-motoren er efterhånden en klassiker hos Audi, VW, Seat og Skoda. Den trækker godt med masser af moment, men lyder lige så inciterende som en støvsuger. Derfor bør du aldrig bestille 1,8T-motoren uden Audis fine 5-trins Tiptronic automatgearkasse, hvis ikke det var fordi, at prisen er 43.753 kroner(!).

Med aircondition og sportspakke sav-ner du ikke noget i A4 1,8T, heller ikke på prisskiltet, der ender på 379.319 kroner. Det er små 40.000 kroner mere, end når der skal være fire ringe på fronten og stå A4 i stedet for Passat på bagklappen. Det er 10.000 for den første ring, 10.000 for den næste ring...

Audi A4 1,8T 345.067 kr

Tekniske data
Motor: Turbo R4, 1.781 cm3, 20v. Ydelse: 150 hk ved 5.700 o/min, 210 Nm ved 1.750 o/min. Topfart: 221 km/t. 0-100 km/t: 8,4 sek. Årlig ejerafgift: 3.500 kr. Euro-mix: 12,3 km/l.

Totaløkonomi:
En Audi er ikke den dårligste investering. God kvalitet og det rigtige image holder afskrivningen på 31 procent eller 106.000 kroner efter tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: ca 140
Service ekskl. materialer:
Ikke oplyst ved redaktionens slutning

Vi synes:
Betal for to ringe til, og få en Avant...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...