© Euro NCAP

Volvo XC90 er verdens mest sikre bil

Volvo XC90 klarer Euro NCAP-testen som den hidtil mest sikre bil

8. september 2015 af Bil Magasinet

I efterårets første test fra det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde scorer den nye Volvo XC90 som den første bil efter de skrappere 2015-regler 100 procent i kategorien ’sikkerhedsudstyr’.

Lægger man dertil et flot resultat i kategorierne voksensikkerhed og barnesikkerhed, ender Volvo XC90 med at være den mest sikre bil, Euro NCAP endnu har testet. Kun i kategorien fodgængersikkerhed viser den store svensker sig fra den hårde side.

”Den nye Volvo XC90 sætter en flot ny standard for sikkerheden i nye biler. Bilen har ikke bare al det nye sikkerhedsudstyr som linjevogter, fartbegrænser og nødbremsesystem (AEB), der skal til, hvis en bil skal have fem stjerner, systemerne er hver især også til topkarakter. Det er ikke set tidligere,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

I Sverige begynder priserne ved 475.000 danske kr. for den billigste variant, men herhjemme tvinger de danske bilafgifter priserne op i en million kroner og opefter. Det gør Volvo XC90 til en bil for de få.

Den mest brændstoføkomiske variant er hybriden Volvo XC90 T8 Momentum. Den koster 580.000 danske kr. på gaden i Sverige. I Danmark begynder prisen ved 1.499.000 kr.

Det vil sige, at der skal betales 920.000 kr. i registreringsafgift i Danmark på trods af et snitforbrug ifølge EU-normen for hybridbiler på 37 km/l og et CO2-udslip, der er 38 pct. lavere end for en VW Up 1,0.

Når den nye Volvo alligevel er værd at beskæftige sig med, skyldes det perspektivet i netop sikkerhedsudstyret.

Volvo XC90
Volvo XC90© Euro NCAP

Volvo XC90 viser, hvor langt man i dag er i udviklingen af diverse sikkerhedssystemer, og som om få år, i takt med at de bliver billigere, vil være at finde i langt mindre og billigere biler. Eksempelvis fartbegrænsere, der dels kommunikerer med bilens navigationsanlæg, dels selv aflæser og justerer farten efter hastighedsskiltene langs vejen,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Faktisk er Volvo XC90 så avanceret, at Euro NCAP først næste år begynder at bedømme de systemer, XC90 også har, som kan identificere og reagere i forhold til blandt andet fodgængere og cyklister,” siger Søren W. Rasmussen.

At Volvo tager sin ambition om, at ingen skal blive trafikdræbt eller komme alvorligt til skade i en ny Volvo i 2020 alvorligt, viste kollisionstesten også. En enkelt mindre anmærkning blev det dog til, hvilket må ærgre Volvo.

I pæletesten foldede gardinairbaggen ved tredje sæderække sig ikke tilstrækkeligt ud. Volvo synes dog allerede at have taget hånd om dette. I hvert fald kaldte Volvo i august de knapt 2.000 solgte Volvo XC90’er til et servicetjek, mens ’fejlen’ også blev rettet i produktionen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...