Ny Volvo V60 bagfra

Volvo V60: En ny svensk herregårdsvogn

Selvom den nye Volvo V60 skal agere lillebror til den store Volvo V90 udmærker den sig ved overflod af plads – både på bagsæder og bagagerumsplads. Bil Magasinet har kørt den. Læs vores første test her:

11. juni 2018 af Jacob Dalby

V60 overtager for V70

Volvo har i de seneste år været i gang med en stor omrokering i sit modelprogram. Den gamle Volvo V70 er blevet til V90, som er vokset i størrelse og ikke mindst pris. Den nye Volvo V6 skal fylde det hul, som den gamle V70 efterlod.

Selv om vi føler os tæt knyttede til naboerne mod nordøst, er det ikke kun vores skandinaviske bånd, der får de minimalistiske, nordiske linjer på den nye Volvo V60 til at fremstå appellerende. Volvo har modtaget anmellende roser fra hele verden.

LED-forlygterne med “Thors Hammer”-signaturen (så vi aldrig er i tvivl om rødderne hos Volvo) er ikke bare genkendelige, men ser også bragende godt ud. De er i øvrigt standard på alle versioner uanset udstyrsniveau. Som lillebror til Volvo V90 fremstår V60 en smule mere aggressiv med skarpere linjer og en mere spids snude – men faktisk er det ikke så let endda at se forskel på de to. Selv som lillebror er den nye V60 vokset til at blive en forholdsvis stor bil.

Ny Volvo V60 forfra

Med LED-lygter i Thors hammer-design som standard er du aldrig i tvivl om, at det er en Volvo, der nærmer sig i sidespejlene.

Hvem er konkurrenterne til Volvo V60?

Volvo V60 går direkte i flæsket på de tyske rivaler Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse. Kabinen er godt nok lidt lækrere i Audien, køreegenskaberne lidt skarpere i BMW’en og komforten en tand bedre i Mercedesen – men som samlet pakke til familien er det utroligt svært at komme udenom Volvo V60, der forfriskende skiller sig ud designmæssigt og scorer højt på stort set alle parametre.

Prismæssigt starter den nye Volvo V60 fra 538.000 kr. med den 4-cylindrede dieselmotor med 190 hk og automatgear. Det placerer den imellem Mercedes C220d til 578.800 kr. og Audi A4 Avant til 455.010 kr. Både Aud'ien og Mercedesen har også 190 hk og automatgear.

Bedre plads i den nye Volvo V60

Især pladsforholdene i den gamle V60 var udskældte. Der var ikke nok plads hverken på bagsædet eller i bagagerummet, men det er der lavet om på nu. I forhold til den gamle er akselafstanden øget med 15 cm og karrossen 12 cm, så der nu er rigtig fin plads på bagsædet og ikke mindst i bagagerummet, der ifølge Volvo er klassens største. 

Det rummer 529 liter, hvilket er 99 liter mere end den gamle Volvo V60. Det er også større end både Audi A4 Avant, BMW 3-serie Touring og Mercedes C-klasse stationcar. Også foran er der blevet mere luft, hvor stilen udefra er ført videre. Lyse farver og lækre materialer gør interiøret til et sted, hvor vi gerne tilbringer adskillige timer i streg. Den totale akselafstand er 287 cm, hvilket faktisk er 5 cm mere end den gamle Volvo V70.

Ny Volvo V60 interiør

Der hersker god og rolig stil i kabinen. Uanset hvad du rører ved, er der lækre materialer og god kvalitet. 

Sikkerhed i Volvo V60

V60 er standardudstyret med Volvo’s Sensus infotainment system, der er kompatibelt med Apple CarPlay og Android Auto. Skærmen på 9” i midten af instrumentbordet er omfavnet af de horisontale luftdyser, og herfra styres bilens elektronik hurtigt og effektivt. Skærmen er ikke bare skarp at se på, den er også intuitiv at benytte. Det tager ikke lang tid at finde ud af, hvor der skal swipes hen for at finde de forskellige funktioner. Blandt andet de mange sikkerhedssystemer, der kan fås til V60.

For sikkerhed er som altid hos Volvo et af de helt centrale nøgleord – også i den nye V60, der kan pakkes med sikkerhedsudstyr. Der er blandt andet verdenspremiere på et nyt system, hvor radaren i snuden nu kan registrere modkørende trafik i din bane, som for eksempel en modkørende, der er midt i en overhaling. Systemet bremser derefter bilen ned for at undgå kollision.

Pilot Assist er et andet sikkerhedssystem, som skal sørge for, at du ikke ender ovre i modsatte kørebane. ­Sammen med den adaptive fartpilot sørger systemet for at holde dig mellem de hvide streger på asfalten.

Har du tidligere prøvet systemet i en af de nuværende Volvo-modeller, bliver du positivt overrasket. Kalibreringen er blevet markant bedre. Styrebevægelserne er gjort blødere blandt andet ved at koble systemet sammen med navigationen, så V60 i store træk kender vejens forløb.

Automatisk bagklap er standard i Inscription-udstyrs­niveauet men koster dig knap 10.000 kr. med Momentum-udstyr.

I bagagerummet er det muligt at få et helt lille kontrolpanel. Knapperne er til elektronisk at lægge bagsæderne ned og klappe anhængertrækket ud.

Køreegenskaber i Volvo V60

Selv om V60 skal være den mere sportslige stationcar sammenlignet med storebror V90, er det første gang, at jeg ikke har haft lyst til at presse grænserne på snoede veje, der typisk opildner til frisk kørsel.

Køreegenskaberne i V60 og V90 er meget lig hinanden, og det betyder, at V60 mere opfordrer til tilbagelænet og rolig kørestil. Til trods for at følelsen gennem rattet er svag, opfører undervognen sig fuldstændig forudsigeligt og meget stabilt.

Den 8-trins automatgearkasse gør kun pointen tydeligere. Selv med systemet i Dynamic har gearkassen brug for betænkningstid til at finde ud af hvilket gear, der skal sættes ind til en kvik ­overhaling. Hvis du til gengæld ændrer tankegang, sænker skuldrene og læner dig tilbage i sædet, som de fleste vil gøre, fungerer det hele meget bedre.

Gearkassen skifter blødt, undervognen absorberer nemt ujævnhederne med store 19” fælge, og støjniveauet i kabinen er på et minimum. Selv den mindste motor, en 4-cylindret diesel med 190 hk, siger ikke meget og har fint med kraftoverskud til almindelig kørsel. Kun ved højere hastigheder på motorvejen kan den virke en smule under­motoriseret. Det gør den anden variant jeg prøver derimod aldrig. 

Hvordan kender man forskel?

Fremover skal du være ekstra skarp for ikke at bytte rundt på Volvo’s V60- og V90-modeller. Den nye V60 er næsten ikke til at adskille fra sin storebror rent designmæssigt. V60 bygges endda på samme platform, der også lægger bund til både V90 og den store XC90.

V60 T6 med 310 heste

Volvo V60 T6 AWD er udstyret med en 310-hestes benzinmotor med fire cylindre ligesom resten af motorprogrammet hos Volvo i øvrigt. Den er monteret med firehjulstræk, der slår til, når der er brug for det.

Senere på året bliver T5 og T6 Twin AWD også introduceret. V60 T5 har en 4-cylindret benzinmotor med 250 hk koblet til den samme 8-trins automatgearkasse. T8 Twin AWD bliver en plug-in hybrid med 303 hk fra den 4-cylindrede benzinmotor og 87 hk fra en lille elektrisk motor.

Den billigste Volvo V60

Vi er dog ikke i tvivl om, at den helt store sællert herhjemme bliver den lille diesel med 190 hk og automatgear. Vil du have den absolut billigste V60, skal du være en V60 D4 med manuelt gear, men prisforskellen på en automatgearkasse er kun 30.000 kr., så det giver ikke mening at vælge en manuel gearkasse. Resten af V60-modelprogrammet kan kun fås med 8-trins automatgear

Den billigste udstyrspakke hedder Momentum. Du kan også vælge at betale knap 100.000 kr. mere for Inscription-udstyrsniveau, hvor både lædersæder, 18” fælge og digital instrumentering er standard.

IntelliSafe-pakken med blandt andet adaptiv fartpilot og Pilot Assist er også standard på Inscription-udstyrsniveauet. Ønsker du samme sikkerhed i Momentum, kan en “Pro-pakke” tilvælges for godt 30.000 kr. Ekstra.

Volvo V60 D4 med automatgear, der med stor sandsynlighed bliver den mest populære variant herhjemme, placerer sig i den dyre ende med en pris på 541.980 kr. midt i mellem Mercedes C 220 d stationcar til 578.800 kr. og Audi A4 Avant 2,0 TDI til 455.010 kr.

Er du mere interesseret i at privatlease, kan det gøres for 4.995 kr. om måneden, hvis du betaler en førstegangsydelse på 35.000 kr.

Volvo V60 priser med Momentum-udstyrspakke

Dieselmotor

Volvo V60 D4 (manuelt gear): 511.980 kr

Volvo V60 D4 (automatgear): 541.980 kr. 


Benzinmotor

Volvo V60 T5 (automatgear):  626.980 kr

Volvo V60 priser med Inscription eller R-Design udstyrspakke

Dieselmotor

Volvo V60 D4 (automatgear): 609.980

Benzinmotor

Volvo V60 T5 (automatgear): 694.980 kr.

Volvo V60 T6 AWD (automatgear): 796.980 kr.

Volvo V60 D4 aut.

Pris 541.980 kr.  

Motor R4, 1.969 cm3, 16V, biturbodiesel

Ydelse 190 hk ved 4.250 o/min, 400 Nm ved 1.750 o/min  

Topfart 220 km/t

0-100 km/t 7,9 sek. 

U-miks 22,2 km/l  

Årlig afgift 4.320 kr.

Mål (L/B/H) 476/185/143 cm  

Vægt/last/påhæng 1.844/416/1.600 kg

Bagagerum 529 liter  æk 225/50 R17

Vi synes

Volvo V60 er hverken skarpest på køreegenskaber eller komfort, men den samlede pakke har alligevel noget over sig. Vi glæder os til at se, hvordan den klarer sig mod konkurrenterne.

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.