Biltest af Volvo V50 1,6D
Biltest af Volvo V50 1,6D© bilmagasinet.dk

Volvo V50 1,6D

Diesel-hånd i handske

19. januar 2006 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Volvo V50 med 1,6-liters Peugeot-diesel er det bedste køb

”1.010 km til tom tank” lover displayet, da vi henter den mørkeblå Volvo V50 1,6D-testbil. Unægtelig en optimistisk melding for en prestige-stationcar med ambitioner om at mænge sig med Audi A4, BMW Touring & co.

Men tallet er skam ikke hentet ud af den blå luft. Ifølge EU-normen klarer V50 1,6D 20 km/l i snit, og med en tank på 62 liter er selv de ‘kun’ 16,4 km/l, vi klarede i løbet af en uges blandet kørsel, stadig nok til at klare over 1.000 km uden optankning – kører du lange stræk på motorvej, er 17-18 km/l fuldt ud realistisk.

Tilmed er 1,6D-udgaven den mest harmoniske af de små Volvoer med blot fire cylindre. Bevares, den 1,6-liters commonrail-diesel fra Peugeot kan høres, men lyden er blød og afrundet, kraftudfoldelsen er jævn og harmonisk, og momentet på 260 Nm ved blot 1.750 o/min er 30 Nm mere, end den femcylindrede 2,4i-benziner med 170 hk kan mønstre. I praksis betyder det et solidt træk i alle gear, og på motorvejen har den 109-hestes V50 1,6D et langt mere kraftoverskud end sine søstre med 1,6- og 1,8-liters Ford-benzinmotorer.

At Volvo V50 generelt er en meget passende bil, gør jo ikke sagen ringere. Den er passende kvik, den er passende køreglad og rap på rattet, den er passende rummelig for en ikke for stor familie, og den har en passende udstråling af klasse og prestige, uden at den forarger folk. Udstyret er også passende, hvis du ofrer godt 25.000 kr. ekstra for Kinetic-udstyr med bl.a. klimaanlæg og 16”-aluhjul – de veludstyrede Volvo For Life-kampagnemodeller fås ikke mere. Og i 1,6D-version er økonomien mere end passende.

Volvo V50 1,6D er godt 31.000 kr. dyrere end en 1,8 benzin, og de penge ville vi til enhver tid ofre for en mere harmonisk og momentstærk bil.

Den fornemme økonomi er såmænd kun en ekstra bonus.

VOLVO V50 1,6D
Motor R4, 1.560 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 109 hk ved 4.000 o/min
260 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t. 12,1 sek.
Topfart 190 km/t.
Forbrug 20,0 km/l EU-miks
Årlig vægtafgift 3.220 kr.
Vægt/last 1.300/600 kg
Mål (L/B/H) 451/177/145 cm
Bagagekapacitet 417-1.307 liter
Dækmontering 195/65R15H
Værditab (3 år/60.000 km) ca. 120.000 kr. (33 pct.)
Reservedelsindeks ikke oplyst
Pris 373.095 kr.
Pris u/afgifter 147.011 kr.

VI SYNES…En vellykket, økonomisk dieselmotor + en vellykket, velkørende bil = en vellykket
vinder for dig, der kører meget.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...