Volvo V40 T3 Kinetic

1. februar 2013 af Søren Juul

Den nye Volvo V40 er en ualmindelig tiltalende størrelse. Jeg husker ikke, hvornår en testbil sidst har sat benene så fornuftig ude på landevejen og samtidig behaget folk, der ikke rigtig går op i biler. Det skorter ikke med positive kommentater, hvorend du kører. En god ven, som kører mange kilometer i sin nyere BMW 3-serie, konkluderer tørt, at V40 må have verdens bedste sæder, da vi kører en motorvejstur. Men jo, kabinen er komfortabelt indrettet, godt støjisoleret, og den fritsvævende midterkonsol ser godt ud. Kun den besværlige betjening af kørecomputeren er håbløs.

Motoren er den mindste benziner med 150 hk og 240 Nm drejningsmoment. 270 Nm for en stund med overboost-funktion. Nok til at sætte skub i V40 i et anstændig tempo, og topfarten er på den anden side af 200 km/t. Gearkassen er også lækker med præcise skift. Eksteriøret er efter min smag ikke så velproportioneret som på storebror S60, men folk har det med at forveksle de to biler, når de ser den på gaden. Køreoplevelsen føles afrundet, svensk og komfortabel i forhold til den fine Ford Focus, der bruger samme platform. Styretøjet mangler lidt kant og præcision, men resten af bilen og undervognen passer godt til det indtryk, du måske har af en sporty, moderne Volvo.

Du kører med en fornemmelse af, at du sidder i en venlig bil. Standard kommer den med en fodgængerairbag, der tager imod uventede gæster på vej over motorhjelmen.

City Safety-systemet bremser selv, hvis du glemmer at reagere eller træde på bremsen op til 50 km/t i byen. Testbilen er opgraderet med en sikkerhedspakke til 40.999 kr., som supplerer V40’eren med adaptiv cruise control, blindvinkels-assistent, Driver Alert-system og grafisk instrumentering. Den hyler op, hvis jeg glemmer at bremse, skifter vognbane uden at vise af og så videre. Det er ikke svært at overtale kollega Richter til at agere forsøgdyr for at se, om den kan spotte løsgængere på vejbanen. Den gør opmærksom på ham, længe før det bliver kritisk, bare han ikke sidder på hug. Men belært af gamle youtube-videoer, hvor Volvo demonsterer lignende radarsystemer og brager op bag i en lastbil, så hjælper jeg til med at bremse. Det virker fint, kan jeg fortælle ud fra tidligere tests.

Det er ingen køredynamisk åbenbaring sammenlignet med de hårdeste, prestigefyldte mellemklassebiler, men som den Volvo, du håber at finde, så er V40 ramt lige på sømmet med fine motorer, lækkert design og en undervogn, som ikke giver op, hvis du kører den lidt hårdt, når du tager en søndagstur.

Volvo V40 T3 Kinetic

Pris 335.000 kr.

Motor R4, 1.596 cm3, 16V, turbo
Ydelse 150 hk ved 5.700 o/min / 270 Nm ved 1.600 o/min

Topfart 210 km/t | 0-100 km/t 8,8 sek. | EU-miks 18,5 km/l

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...