Volvo V90 T6 AWD aut.
Volvo V90 T6 AWD aut. © Søren Juul

Volvo sælger nu lige så mange biler i Danmark som midt i 80'erne

Mærket har for første gang i sin 93-årige historie bygget mere end 700.000 biler på et år

9. januar 2020 af Steen Bachmann


Volvo Cars brød i 2019 for første gang i sin 93-årige historie igennem 700.000-mærket for antallet af solgte biler. Virksomheden registrerede et salg på 705.452 biler i 2019, en stigning på 9,8 pct. sammenlignet med 2018.

Det er især efterspørgsen på SUV'er, der driver fremgangen, da virksomheden vandt markedsandele i Kina, USA og Europa på trods af stagnerende bilmarkeder.

Kunder spørger efter hybridbiler

Samlet set solgte Volvo Cars 45.933 plug-in hybrider i 2019, hvilket var 23 pct. mere end i 2018 og mere end det dobbelte af antallet i 2017.

"Jeg er meget glad for at se, at vi for første gang i vores historie solgte mere end 700.000 biler, mens vi vandt markedsandele i alle vores vigtigste salgsregioner," siger Håkan Samuelsson, CEO.

"Vi tilstræber at bygge videre på denne positive trend i 2020, når vi begynder at udrulle vores Recharge-serie af genopladelige Volvo-biler."

December 2019 var Volvo's bedste nogensinde med 23,4 pct. fremgang i salget i forhold til december 2018. 


SUV'en Volvo XC60 fortsætter med at være den bedst sælgende bil for virksomheden globalt, efterfulgt af XC40 og XC90. Sedan og stationcar i 90- og 60-serien bidrog til væksten i henholdsvis Kina og Europa.

Billeder og baggrund: Her er Volvo's første elbil

I år vil Volvo begynde at udrulle sin nye Recharge-modelrække. Recharge vil være det overordnede navn for alle genopladelige Volvo-biler med fuldelektrisk og plug-in hybrid-drivline.

Succes i Kina

I Kina solgte Volvo Cars 154.961 biler i 2019, hvilket er rekord og det højeste salgstal, virksomheden har opnået nogensinde på et enkelt marked.

I USA solgte Volvo Cars 108.234 biler og overskrider dermed for første gang siden 2007 100.000-tærsklen for solgte biler.

I Europa oversteg salget i Tyskland for første gang 50.000 biler, mens Storbritannien registrerede sit bedste salgsresultat siden 1990.

Andre markeder, der kunne fremvise deres bedste salgsresultater i virksomhedens historie, omfattede Australien, Belgien, Brasilien, Tjekkiet, Ungarn, Sydkorea, Polen og Portugal. 

Volvo Car Denmark har haft sit bedste salgsresultat i 2019 siden 1986.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...