© bilmagasinet.dk

Volvo klar med el-hybrid i 2012

Kører 50 km alene på el og har en samlet rækkevidde på over 1.200 km

29. september 2009 af Steen Bachmann


Volvo første masseproducerede bil med elmotor kommer på markedet i 2012. Der er tale om en såkaldt plugin-hybrid med el- og dieselmotor, der vil få en rækkevidde på over 1.200 km.

Ifølge Volvo vil bilens elmotor være i stand til at dække behovet for pendling for tre ud af fire europæiske bilister. Man lader bilens lithium-batterier op om natten i en stikkontakt med billig strøm fra vandkraft og vindmøller, og kan dermed køre med et ekstremt lavt CO2-udslip.

Når der ikke er mere strøm på batteriet, træder en dieselmotor til og lader det op. Systemet fungerer automatisk.

Pluginhybriden kombinerer elbilens lave CO2-udslip med forbrændingsmotorens lange rækkevidde.

"Det skal være en fornøjelse at køre den nye Volvo, så den vil få samme komfort og sikkerhed som dagens biler. Samtidig vil vi i praksis kunne halvere brændstofforbruget," siger Stephen Odell, CEO for Volvo Car Corporation.

© bilmagasinet.dk

El udnytter energien op til fem gange bedre end en forbrændingsmotor. Det er langt billigere end diesel og benzin, og kan hentes i en almindelig stikkontakt om natten. Det tager ca. fem timer at lade batteriet helt op i Volvo V70 Plugin Hybrid.

Bilen vil få en rækkevidde på over 1.200 km, og vil kunne køre 50 km alene på el. Det gennemsnitlige CO2-udslip vil ifølge Volvo være lavere end 50 g/km.

Køberne vil få tilbudt en kontrakt, der lader dem købe overskudselektricitet fra den statslige svenske vandkraftleverandør, Vattenfall.

Dieselmotoren vil kunne køre på syntetisk diesel, der for eksempel kan fremstilles af biomateriale eller affald.

Volvo oplyser, at det samlede europæiske elforbrug kun vil stige 1-3 pct., hvis 15 pct. af alle europæiske biler var pluginhybrider.

Pluginhybriden bliver væsentligt dyrere end samme model med dieselmotor, fordi lithium-batterier stadig er meget dyre at producere. Udgiften til el anslås til at være en tredjedel af diesel, så selv med et stort kørselsbehov vil merudgiften ikke kunne tjene sig ind. Håbet er, at prisen på batterierne vil falde i takt med efterspørgslen.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...