Test: Langtidssikret Volvo

Volvo V60 Cross Country rammer plet, hvis du er på jagt efter en stilfuld og komfortabel bil, du kan beholde i mange år. Læs hele testen her:

26. juni 2019 af Anders Richter

Biler, der ligner noget, som kan leve et liv i ødemarken, er højeste mode. Det har det været i snart et årti, og trenden fortsætter og udvider sig langsomt. Volvo er nogle af dem, som med mærkets Cross Country-modeller har været med på bølgen længst.

Grundlæggende er det en betegnelse for, når de normale modeller bliver udstyret med plastikskærmkanter samt et sæt højere fjedre. De er også monteret med firehjulstræk, så du kan trække dig igennem sneen på vej til din svenske ødegård, eller hvis du skal trække en trailer, som må veje op til 2.000 kg.

Cross Country gør en forskel

Den seneste model til at modtage Cross Country-betegnelsen er V60, og det gør en forskel. En ny undervogn hæver bilen seks cm. Selv om det ikke lyder af meget, kan det tydeligt mærkes fra førersædet. Én ting er indstigningen, der bliver lettere (nu lyder vi da snart som FDM Motor...), men du har også et bedre udsyn. 

Det bedste er dog, at undervognen samtidig er blevet løsnet lidt op, hvilket gør V60 CC enormt god til langturen. Den er komfortabel uden at virke slasket. En balance, som kan være svær at ramme. Der er ikke noget sport over undervognen, men det havde du vel heller ikke regnet med i en V60 CC?

Volvo V60 CC fås kun i en variant

Indtil videre fås modellen kun med en D4-dieselmotor, som giver dig 190 hk og et drejningsmoment på 400 Nm. Mekanikken har den helt rette størrelse overarme. Lyskrydsdueller skal du nok ikke begive dig ud i, men det store moment skal nok kunne holde en høj marchfart i time efter time.

Forbruget på 16,4 km/l er ikke noget at prale med, men det er faktisk også det eneste negative, jeg kan finde ved Volvo V60 CC.

Den kører ekstremt harmonisk og har en lækker kabine, som har forfinet nogle af de nye detaljer, Volvo er blevet kendt for i nyere tid. Den føles som en bil fra fremtiden, når du sidder i kabinen samtidig med, at du har komforten, du forbinder med Volvo’er fra fortiden.

Cross Country-versionen koster cirka 35.000 kr. mere end en standard V60. Efter min mening er pengene givet godt ud, i hvert fald hvis du sætter pris på komfort og overblik. Samtidig vil du nok få en god del af pengene igen, den dag du skal sælge den, da CC-versionerne typisk er mere eftertragtet på brugtmarkedet.

Spørgsmålet er så, om du overhovedet vil af med den? For dette er en af de biler, man godt kunne se sig selv fortsætte med at køre mange km i over et årti eller to. 


Volvo V60 Cross Country D4 AWD aut.

Pris 591.250 kr.  

Motor R4, 1.969 cm3, 16V, biturbodiesel

Ydelse 190 hk ved 4.250 o/min, 400 Nm ved 1.750 o/min

Topfart 210 km/t  

0-100 km/t 8,2 sek.

EU-miks (WLTP) 16,9 km/l

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...