Test af Volvo V40: Den svenske frækkert

På biludstillingen i Genéve præsenterer Volvo i næste uge den nye og faceliftede V40. Her er vores test af den gamle model, der kom fire år siden

28. februar 2016 af Thomas W. Brixen

Konkurrenterne fik lidt at tænke over da den dengang helt nye Volvo V40 blev præsenteret på Genève-bilmessen i 2012. Med smækre skandinaviske linjer fortsatte den nye V40, hvor V60 slap. Volvo lovede desuden, at V40 er den mest sikre og intelligente bil, man nogensinde har bygget – og dét siger jo ikke så lidt. Men den er mere end det.

V40 er noget så sjældent som (hvor sørgeligt det end måtte være) en bil, der stadig udstyres med 5-cyl. motorer, både diesel og benzin vel at mærke. Mindste benziner (T4) er en 4-cyl. 1,6'er med 150 turbo-hk. Øverst på benzinsiden (T5) finder vi en 2,5-liters 5-cyl. turbobøf med hele 254 hk.

Momentet er 360 Nm fra 1.800 o/min og 100 km/t nås på blot 6,5 sek. Derimellem er to øvrige 5-cyl. 2,0-liters benzinmotorer med hhv. 180 og 213 hk på programmet, samt endnu en 4-cyl. 1,6'er med 180 hk. Eneste minus er, at du er tvunget til automatgear i de 5-cyl. benzinmotorer, men det er trods alt Powershift-dobbeltkoblingsgearkassen.

På dieselfronten lægger D2 ud med en 4-cyl. 1,6'er. Den yder 115 hk og 270 Nm fra 1.750 o/min. Co2-udslippet er helt nede på 94 g/km med øko-dæk, og D2 kører 27,8 km/l. Yderligere to 5-cyl. dieselmaskinerier er på V40-programmet. D3 og D4 – begge 2-liters. D3 yder 150 hk og kører 22,7 km/l, præcis det samme som D4, der dog har 177 hk og derfor når 100 km/t et sekund hurtigere, nemlig på 8,6 sek. Topfarten er 220 mod 210 km/t.

Alle tre dieselmotorer fås med enten manuelt- eller automatgear. Alle V40-motorerne har – naturligvis – start/stop-teknologi uanset transmission.

Af sikkerhedsforanstaltninger kan nævnes verdens første fodgænger-airbag. City Safety-sytemet, der tidligere kun virkede op til 30 km/t, er nu på mærkerne helt op til 50 km/t, hvilket må siges at gøre det en hel del mere anvendeligt (og vi må gå ud fra at Volvo har testet det ordentlig denne gang – du husker sikkert, at det blev pinligt, da Volvo præsenterede systemet for verdenspressen i sin tid).

Der er flere andre assistentsystemer, der enten gavner sikkerheden eller hjælper føreren, eksempelvis parkeringshjælp der klarer parallelparkeringen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Volvo havde meget høje forventninger til V40. Helt op mod 90.000 biler forventedes at rulle ud på vejene hvert år – 85 pct. af disse på de europæiske markeder. Nej, ikke hele den svenske bilindustri kører på pumperne...

Fra Bil Magasinet nr. 247, april 2012

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...