Richters Garage: Snøft, Amazon'en er solgt

Efter 12 år og 73.000 km er det blevet tid til, at Anders Richter tager afsked med sin elskede Volvo

22. marts 2015 af Anders Richter

For de mennesker, som aldrig får et personligt forhold til deres bil, kan denne uges indlæg godt gå hen og blive meget svær at forstå. For det kan måske synes en lille smule mærkeligt, når mennesker begynder at få følelser for biler, men sådan har jeg det altså - og sådan har jeg altid haft det. I denne uge blev de glade følelser dog udskiftet med nogle lidt mere sørgelige af slagsen, da jeg netop har taget afsted med min Volvo Amazon, som var min første bil. 

Se videoen nederst i artiklen, hvor Anders Richter giver en gennemgang af sin Volvo Amazon

Jeg købte den sammen med min far for 12 år siden, og personer, som kender min alder, vil vide, at jeg dermed købte den et par år inden, at jeg faktisk kunne tage et kørekort. Selv som 16-årig var jeg dog klar over, at jeg skulle have en bil, og hvis jeg på nogen måde skulle have lidt økonomisk hjælp til at anskaffe mig én, måtte jeg have hjælp af min far. For at få ham med på idéen, var det vigtigt at finde en model, som både hans og mit hjerte bankede for, og der var kun et svar: Volvo Amazon. 

Vi ledte i et stykke tid efter den helt rigtige bil, som skulle være en Volvo Amazon fra 1970, som er modellens sidste årgang. Den har nemlig de fordele, at der bl.a. er nakkestøtter, deformerbar ratstamme og en række andre detaljer, som helt klart ville være en fordel i det daglige. 

Pludselig en dag faldt jeg over en annonce i Den Blå Avis, dengang hvor den faktisk fandtes i papirform, omkring en Volvo Amazon i hvid fra 1970 med én ejer og lige over 110.000 km på tælleren. Mærkeligt nok stod bilen kun et par kilometer fra vores bopæl, så vi fik en aftale i stand. 

Da vi ankom blev vi mødt af et ældre ægtepar, som gik meget op i biler, og de havde arvet Amazon'en af noget familie. Bilen havde kun haft én ejer, som var en tidligere stationsforstander i Holbæk ved navn Ernst. Og han havde tydeligvis passet godt på bilen. 

Parret, som ikke var interesseret i at beholde arvestykket, da de gik mere op i Opel end Volvo, havde dog ikke travlt med at komme af med bilen, da de gerne ville sikre sig, at den endte hos et godt hjem. Faktisk havde de allerede takket nej til en anden køber, da han angiveligt ville lade bilen stå på gaden, og det kunne parret ikke have. 

Min far og jeg satte derfor ind med en charmeoffensiv uden lige, og vi endte med at "få lov" til at købe bilen, som stod pinligt original. 

 

Eftersom jeg ikke havde noget kørekort, måtte jeg ligesom finde på andre måder at få tiden til at gå, og derfor var noget af det første, jeg indkøbte, efter vi havde fået bilen, en Haynes-manual til Volvo Amazon. Jeg må have læst den bog både forfra og bagfra adskillige gange, og bogen har altid været en kæmpe hjælp til at forstå teknikken samt at finde ud af, hvordan bilen skal serviceres korrekt. 

Tiden inden kørekortet blev brugt på at få bilen til at spille helt perfekt rent teknisk, da den i mange år inden da kun var blevet brugt yderst sparsomt. 

 

Da jeg så endelig fik kørekort, var noget af det første jeg gjorde, at sætte mit personlige præg på bilen. Jeg skaffede derfor et sæt Marchal tågelygter til bilen, som jeg kunne montere foran. Det gav lige det helt rigtige look, mente jeg - og det var der åbenbart også andre, der gjorde. Sættet endte nemlig med at blive stjålet fra bilen, da den på et tidspunkt holdt ved Aarhus Universitet. Sjældent har jeg været så tosset som dengang! Til min store skuffelse ville politiet ikke sætte en eftersøgning ind efter lygterne, som jeg aldrig fandt igen. Sættet med de gule Marchal-lygter, som pt. sidder på bilen, er derfor sæt nummer to. 

 

Bagpå fik den også lidt ekstralys i form af en klassisk tågebaglygte fra Bosch, som jeg fandt på et stumpemarked i Herning engang. 

 

Undervognen på en Amazon viste sig hurtigt at være en noget vuggende affære, så der blev lagt penge til side, så jeg kunne få styr på dét problem. Først indkøbte jeg nye Bilstein-dæmpere, Superflex-bøsninger og et andet sæt fjedre, og derefter skaffede jeg nogle bredere fælge. 

Biltosser, som er vokset op i 70'erne, vil nok kunne huske, at enkelte Amazon'er kørte rundt på nogle lidt bredere stålfælge. Jeg er vokset op i 90'erne, så jeg kan ikke huske det, men det kunne min far heldigvis, så jeg gik på jagt efter, hvad der i Volvo-kredse kaldes 5,5 tommer-fælge. 

Dem fandt jeg så på et andet stumpemarked og efter en lakering og et sæt nye dæk, var bilen klar til sin transformation. Resultatet var yderst vellykket med den nye undervogn monteret, og bilen kørte helt anderledes end før. Markant bedre i sving men samtidig var den også mere retningsstabil ved de højere hastigheder. 

 

Interiøret har jeg aldrig rørt ved ud over at have installeret en original omdrejningstæller. Sæderne og alt andet er det originale. Til højre for rattet sidder en ekstra stilk, og det er noget, jeg har monteret, for den betjener nemlig overgearet.

En standard Amazon har en 4-trins gearkasse, og hvis du har tænkt dig at køre på motorvejen med alt over 100 km/t, er det et gear for lidt. Derfor monterede jeg cirka halvvejs inde i mit Amazon-ejerskab et såkaldt overgear. For de ikke så teknik-interesserede er det i princippet bare et femtegear, mens tekniknørderne kan begynde at snakke om planethjul, koblinger osv. osv. Efter at have haft alle overgears-delene i hænderne, synes jeg nu, at det er et ret kompliceret system i forhold til, at det "bare" er et femtegear. Faktisk fylder overgearet alene det samme som hele den 4-trins gearkasse. 

 

Da jeg rodede gennem papirerne for sidste gang, faldt jeg over nogle af de billeder, som fulgte med bilen. De viser Amazon'en, som altid har haft de samme BK40883-plader, og bilens første ejer, Ernst. Faktisk var Amazon'en Ernsts første, eneste og sidste bil.

 

Efter 12 år og 73.000 km er det dog blevet tid til at tage afsked med Amazon'en, som har tjent mig godt. Den har aldrig lavet bøvl, og den har altid startet. Samtidig føles det som om, den kan køre til evig tid, og det tror jeg sådan set også, at den kan.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg for nogle uger siden beskrev, hvordan jeg var ved at gøre bilen klar til salg, og på den baggrund modtog jeg kort efter en mail fra en person, som tydeligvis var både seriøs og meget vidende omkring Amazon'er. Han var interesseret, men ligesom dem vi købte bilen af, måtte jeg jo lige se manden an i levende live. Det tog dog ikke mange minutter for mig at konstarere, at bilen, som jeg altid har kaldt Snehvide, ville få et trygt og godt hjem i hans hænder. En pris, som vi begge var tilfreds med, blev aftalt, og jeg leverede bilen til ham nogle dage efter, og ovenstående billede blev det sidste af bilen med min far og jeg som ejere.

Heldigvis er det ikke et rigtigt farvel til Amazon'en, for jeg håber at kunne møde den i gadebilledet fra tid til anden, så det er heldigvis nærmere et: På gensyn!

Tjek videoen herunder, hvor Anders Richter giver en sidste rundtur i sin Volvo Amazon fra 1970! 

Richters Garage er en blog skrevet af redaktionschefen på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og masser af mekanik. Bloggen handler dog også om livet i selskab med en vognpark, der i øjeblikket består af en Porsche 944 Turbo (nej, det er ikke en Audi-Porsche!) fra 1987, en BMW 750i E32 med V12-motor (ja, den går 3 km/l på literen i byen!) fra 1988, en BMW M3 3,2 E36 (får jeg mon nogensinde råd til at sætte danske plader på den?) fra 1998 samt en Moto Guzzi V7 Sport (smuk at se på, hård at køre på...) fra 1973.

Følg Richters Garage på Instagram og få daglige opdateringer.

Ris, ros eller idéer til emner på bloggen modtages gerne på [email protected] 

 

 

 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...