Volvo XC60 - nyt og gammelt
Efter ni år med den gamle, men stadig storsælgende XC60 er Volvo startet på en frisk med dens afløser. Der hviler et tungt press på den nye version af Volvo XC60, for den gamle model stod for 30 pct. af Volvo’s globale salg.
Den nye Volvo XC60 bygger på samme modulære platform, som Volvo indførte i 2013 og indtil nu har bygget deres 7-personers SUV XC90 samt luksussedanen/herregårdsvognen S90/V90 på. Rent fysisk er XC60 blevet længere, lavere og bredere, mens akselafstanden er øget markant. Det har gjort kabinen mere rummelig, særligt på bagsædet, hvor der er rigeligt plads til to fuldvoksne passagerer.
Midterpladsen er stadig kun en nødløsning, og hvis du vil have en 7-personers SUV, må du stadig op i en XC90. Til gengæld er XC60 tre cm smallere, hvilket giver mindre svedige håndflader, når du skal navigere den rundt i et P-hus eller ned ad en smal gyde med høje kantsten.

Udseende og motor
Forfra ligner XC60 en let krympet, knapt så firskåren udgave af den majestætiske XC90, som kom i 2013. Lillebror låner designsprog, platform og motorer fra storebror. Den hilser på dig med samme forkromede grin rammet ind af Thor’s hammer-forlygterne.
I motorrummet ligger Volvos egne 4-cylindrede Drive-E benzin- og dieselmotorer, der ved hjælp af turbo, turbo/kompressor eller turbo/kompressor/elmotor yder fra 190 til 407 hk. Alle modeller har firehjulstræk, men senere kommer XC60 med forhjulstræk og svagere motorer.

Sikkerhedsudstyr i den nye Volvo XC60
Den nye XC60-model fås med hele Volvo’s sortiment sikkerhedsudstyr. Skulle der ske noget uventet, har svenskerne armeret den med sikkerhedsudstyr fra XC90 tilsat tre nye systemer, så de kan kalde XC60 deres sikreste bil nogensinde.
1. Nødbremsesystemet City Safety
Dette nødbremsesystem overvåger vejen for fodgængere, cyklister, store dyr og biler, og hjælper dig nu med at køre udenom forhindringer, hvis det er for sent at bremse. Trækker du ud for at overhale en traktor, men overser en modkørende, trækker XC60 selv retur til inderbanen.
2. BLIS - blindevinkelassistenten
Bindvinkelassistenten (BLIS) er blevet opgraderet, så bilen styrer retur, hvis du insisterer på at skifte til en i forvejen optaget vognbane – har vi hørt, for systemet slår kun til i sidste øjeblik. Derfor anmoder Volvo’s PR-folk os om at stole på deres ingeniører. Ingen af de tre systemer har vi testet i praksis.
3. Pilot Assist-fartpilot
Den særlige Pilot Assist-fartpilot gør XC60 delvist selvkørende op til 130 km/t. Systemet er dog dybt afhængigt af at kunne se tydelige vejstriber, og det insisterer stift på at placere bilen midt i vognbanen i stedet for at arbejde med bløde bevægelser. Under vores testkørsel valgte vi derfor hurtigt at slå den fra.

Der er masser af luft, læder og komfort i XC60-kabinen, der minder om den, du finder i XC90. Her er dog kun plads til fem personer.
Test af Volvo XC60
Vi har testet en D5 AWD med 235 diesel-hk samt en T6 AWD med 320 benzin-hk. Begge to leverer rigeligt med skub i ryggen, når man kører på motorvejen og gerne vil afsted i et rask tempo. Komforten er udsøgt takket være en god støjisolering, uanset motorvalg og en undervogn, der både formår at være retningsstabil og absorbere ujævnheder til UG. Umiddelbart virker XC60 mere komfortabel end f.eks. Volvo S90, men vi kun har testet XC60 med luftundervogn, der ikke er standardudstyr.
På udfordrende bjergvejene kører XC60 præcist og behageligt, men vil du have en decideret sportsligt SUV, skal du nok se nærmere på en Alfa Romeo Stelvio eller en Jaguar F-Pace i stedet for.

XC60 indtager en s-kurve uden problemer.
© Bil MagasinetHvem er konkurrenterne?
Den gamle XC60 var den mest solgte i klassen, så det bliver interessant at se, om den nye kan opretholde den statistik. Konkurrenterne hedder Audi Q5, Alfa Romeo Stelvio, BMW X3, Mercedes-Benz GLC og Jaguar F-Pace.

Vejledende udsalgspriser på Volvo XC60
Volvo XC60 lander hos forhandlerne i starten af august 2017. Priserne starter ved 745.010 kr. for en D4 AWD Momentum med 190 hk. Topmodellen T8 Twin Engine koster fra 810.010 kr. Se yderligere pris-informationer nedenfor:
D4 AWD Momentum - kr. 745.010,-
D5 AWD Momentum - kr. 798.010,-
T6 AWD Momentum - kr. 825.100,-
Inscription & R-Design - plus kr. 65.000,-
T8 Twin Engine R-Design - kr. 810.010,-
Inscription (inkl. luftaffjerdring og Four-C undervogn) - plus kr. 39,000,-
Volvo XC60 privatleasing
D4 AWD Momentum, ydelse pr. måned - kr 6.750.-
D5 AWD Momentum, ydelse pr. måned - kr. 7.450,-
T6 AWD Momentum, ydelse pr. måned - kr. 7.955,-
Førstegangsydelse kr. 35.000,-
36 måneder 15.000 km. pr. år.
5.000 km mere pr. år: månedlig merpris kr. 265,-
10.000 km mere pr. år: månedlig merpris kr. 685,-
15.000 km mere pr. år: månedlig merpris kr. 1.115,-
Vejledende beskatningspriser
D4 AWD Momentum - kr. 569.900,-
D5 AWD Momentum - kr. 612.900,-
T6 AWD Momentum - kr. 635.900,-
Inscription og R-Design - plus kr. 45.000,-
T8 Twin Engine R-Design - kr. 681.900,-
Inscription (inkl. luftaffjerdring og Four-C undervogn) - plus kr. 33,000,-
Volvo XC60 - konklusion
Volvo rammer plet med den nye XC60, der er blevet mere rummelig og kører ligeså behageligt, som den ser godt ud.

XC60 er en luksus-SUV primært skabt til et liv på asfalt, men med firehjulstræk og høj frihøjde kan den godt klare sig i mildt terræn.
© Bil MagasinetGodt tilbud: Få 3 nr. af Bil Magasinet til 99 kr.