Alarmer for tåge, dårlig sigtbarhed og pletvist glatte veje blev introduceret i 2016 i Sverige og Norge på Volvo’s biler i 90-serien.
Nu får også de øvrige europæiske Volvo-ejere adgang til systemet, der bliver standardudstyr på alle nye Volvo’er fra modelår 2020 (produktion fra uge 20 i år), og som kan eftermonteres på visse ældre modeller.
Volvo'er deler informationer
”At biler deler sikkerhedsdata med hinanden kan være med til at undgå uheld,” siger Malin Ekholm, chef for Volvo Cars Safety Centre.
”Volvo-ejere bidrager til at gøre vejene mere sikre for andre bilister, der har adgang til informationerne; samtidig drager de også fordel af tidlige advarsler om mulige risici på vejen forude”.

Volvo vil dele data med andre bilmærker
Volvo’s sikkerhedsforskning viser, at når hastigheden tilpasses den herskende trafiksituation, kan det radikalt nedbringe risikoen for uheld. Ved at advare om farlige situationer forude og gøre det muligt for bilister i god tid at tilpasse hastigheden kan trafiksikkerheden få et løft.
Volvo Cars gentager sin opfordring til bilindustrien om at dele anonymiserede trafiksikkerhedsdata på tværs af bilmærker. Jo flere biler, der er tilsluttede, des bedre fungerer det. Volvo Cars og Volvo Trucks deler allerede data i Sverige og Norge med henblik på at advare førere om farlige situationer i nærheden.
Da de blev introduceret, var Volvo Cars’ systemer de første af deres art i bilindustrien. I det øjeblik en Volvo tænder advarselsblinket, sender Hazard Light Alert systemet et signal til alle Volvo’er, der befinder sig i nærheden, og som har adgang til skytjenesten. Derved bliver førere advaret og er bedre i stand til at undgå mulige uheld. Det er særlig nyttigt, når trafikken drejer om hjørner eller bevæger sig i bakket terræn.
Samtidig gør Slippery Road Alert føreren mere opmærksom på både vejforhold her og nu og forhold på vejen længere fremme ved at indsamle anonym information om vejbanen fra biler forude og advare førere, der nærmer sig et område, hvor vejbanen er glat.
Volvo's plan
Sidste måned offentliggjorde Volvo Cars en række udsagn, der rettede sig mod at understøtte bedre føreradfærd og mere sikker kørsel:
* Fra 2020 bliver hastigheden i alle Volvo’er begrænset til 180 km/t.
* I starten af 2020’erne vil virksomheden installere kameraer i bilerne og andre sensorer, der overvåger føreren og gør det muligt for bilen at gribe ind, hvis en tydeligt beruset eller distræt fører risikerer et alvorligt uheld.
* Virksomheden gør sin sikkerhedsviden let tilgængelig i et centralt digitalt bibliotek og opfordrer bilindustrien til at bruge det for at gøre vejene mere sikre for alle.