Hjemme igen

Uge 37/14 Volvo V70 D4 HOT

12. september 2014 af Mikkel Thomsager

Ugens testprogram omfattede en Volvo V70 D4. Altså den efterhånden gamle Volvo stationcar fra 2008 med Volvos nye 4-cylindrede dieselmotor og 8-trins automatgearkasse.

Den faldt selv sagt i mine hænder, da jeg har holdt en 2008 V70 2,0 benzin med 140 hk og manuelt gear kørende siden 2009. Det var da også et behageligt gensyn. Selv om V70 er blevet revideret adskillige gange, så er den grundlæggende opbygning uændret.

Nyt er små ændringer i det udvendige design, herunder den nye bredere grill. Nyt indvendig er digitale instrumenter, integreret midterskærm (min har popup-skærm) med ny betjening og lidt bedre materialer hele vejen rundt.

Men al funktion er den samme, og det er køreegenskaberne også. Det er som at være hjemme igen. Alligevel var det netop her, jeg mærkede den største forskel. Det er som om den 180 hestes diesel giver bilen en lethed, som jeg savner i min 140 hestes benziner.

Ja ja, de ekstra heste og automatgearet gør sit, men det er som om, det er mere end det. Jeg forsøgte at finde en forklaring, men det lykkedes ikke - ud over det indlysende med effekt og gear.

D4-motoren trækker fint og er særdeles homogén med meget jævn effektudvikling op til omdrejningsbegrænseren sætter ind, og på en dagslang tur med fuldt læs gik den 15,1 km/l.

Jeg overvejede naturligvis at skifte - lige der, men jeg vil nu lige prøve den nye benzinmotor, før jeg hopper på en diesel.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...