
Finanskrise-hva'-for-noget? Det er ikke mange år siden, at medierne var fyldt med hjælpepakker til bankerne og sørgelige historier om alt fra små danske familier til store virksomheder i økonomiske problemer. Men nu er det nye tider.
Tilsyneladende har både bilkøbere og -forhandlere i hvert fald lagt 00'ernes finansielle udfordringer på bag sig og erstattet dem med med ukuelig optimisme, viser de seneste salgstal fra Audi.
Med en markedsandel på 3,6% er Audi nu det førende premium-mærke hos danskerne. Til og med maj måned i år har 3.379 Audi’er fået en dansk ejer, hvilket svarer til en stigning på 11,9% sammenlignet med sidste år.
- Fremgangen kommer primært fra den nye A4 og A5 Sportback, hvor vores A5 Limited Edition har virket rigtig godt i markedet. Vi forventer os desuden meget af den nye A3, der introduceres på det danske marked i august, og den nye A5 Coupé, der kommer i løbet af efteråret, fortæller direktør for Audi Danmark, Lars Kornelius.
Her kan du se, hvor mange modeller en række udvalgte premium-mærker har solgt i Danmark i årets fem første måneder:
Audi - 3.379
Mercedes-Benz - 3.051
BMW - 2.364
Volvo - 1.188
Jaguar - 91
Kilde: De Danske Bilimportører