Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge

Her er en helt ny model fra Volvo

Topchef Håkan Samuelsson viser en ny elbil for første gang på et online pressemøde - her er C40 Recharge

2. marts 2021 af Steen Bachmann

Volvo's anden elbil er en lavere og lidt større fætter til den eksisterende XC40 Recharge.

Den er baseret på en skalerbar og fleksibel platform (CMA), der første gang blev brugt i Volvo XC40 i 2017 og siden har dannet basis for blandt andet biler fra Lynx og Polestar. 

Første Volvo-elbil fra bunden

C40 Recharge er den første Volvo nogensinde, der udelukkende er designet og fås som elbil. Den varsler en række nye modeller eldrevne modeller fra det svensk/kinesiske bilmærke i de kommende år.

Planen er ambitiøs: I 2025 skal 50 pct. af det globale salg være elbiler, og fra 2030 skal det være 100 pct.

Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge

C40 Recharge er lavere, bredere og har en mere skrå hæk end XC40. Forlygterne er af en ny LED-type for mærket med den seneste pixelteknologi, og lygtehusene er slankere end på de nuværende modeller.

Første Volvo i nyere tid uden læder

C40 Recharge har en højere sædeposition end i en sedan, og fås i farver og med indtræk, der er unikke for modellen. Det er også den første Volvo-model helt uden læder.

Standard er et infotainment-system udviklet i fællesskab med Google og baseret på Android-styresystemet. Det giver brugerne adgang til integrerede Google-apps og -tjenester som Google Maps, Google Assistant og Google Play Butik.

Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge

Den nye model har en elmotor på hver aksel og et 78 kWh batteri, der ifølge Volvo kan lades 5-80 pct. på cirka 40 minutter. 

Den forventede rækkevidde er omkring 420 km i WLTP-normen, som forventes at blive forbedret over tid via trådløse softwareopdateringer.

C40 Recharge og Volvo's kommende elbiler vil udelukkende kunne købes online. Det kommer til at kunne ske hjemmefra eller hos en forhandler eller en pop up-butik (midlertidig mobil butik med prøvekørsler og salg). Målet er at forenkle købsprocessen. 

Sælges med service og ladestander

Når kunder får en ny C40 Recharge, kommer den med en pakke, der blandt andet inkluderer service, garanti, vejhjælp og hjemmeopladningsmuligheder.

C40 Recharge går i produktion til efteråret og vil blive bygget sammen med XC40 Recharge på Volvo Cars’ produktionsanlæg i Gent, Belgien.

Vi vender tilbage med priser og planer for det danske marked snarest muligt.

Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge
Volvo C40 Recharge

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...