Vildere end Veyron: Se denne 1131-hestes Golf Mk2 blæse ned ad banen

For en måned siden viste vi jer en af verdens hurtigste Golf II'ere med 600 hestekræfter. Nu er den blevet slået - hårdt!

21. marts 2018 af Daniel Bohnsen

Det var noget af et prestigeprojekt, da Volkswagen Group i 1998 opkøbte Bugatti og begyndte at lave supersportsvogne. Men noget kunne tyde på, at VW slet ikke havde behøvet at investere i nye mærker. De kunne bare have baseret en ny superbil på en god, gammel Golf II.

Det er hvert fald lykkedes nogle tyske tunere at få en Volkswagen Golf Mk2 fra 1980’erne til at tilbagelægge en quarter mile på under 8,5 sekund…

...Vent, hvad? Jeps, den er god nok. Den gamle hatchback er blevet skrællet fuldstændig, har fået 4motion firhjulstræk og en søndertunet 2,9 liters VR6 turbomotor. 

Det er nok til at producere over 1100 steroidepumpede heste – 1131 helt nøjagtigt – og eksempelvis vinde et dragrace mod en Lamborghini Aventador - med to sekunder i overskud.

Set ud fra videoen kræver det desuden cojones på størrelse med Golf’ens turboer at holde det tyske monster på asfalten på den kvarte mil. Kig selv efter herunder:

Måske er du interesseret i...