Vi har tidligere på ugen bragt nyheden om den hastighedsrekord, Oliver James Webb satte i en SSC Tuatara (se video herunder). Hvad du måske ikke vidste var, at der var et lille stykke dansk design, der blev skubbet gennem luften med over 500 km/t, da Webb trådte speederen i bund: hjelmen.
Det var nemlig en dansker ved navn Nicolaj Jacobsen, der designede den hjelm Webb havde på, da han bragte en SSC Tuatara helt op til 532 km/t.
Dansk design til Le Mans-racer
“Da jeg så nyheden, hvor han kørte med dette design, blev jeg overrasket”, siger Nikolaj Jacobsen. Designet er nemlig lavet tilbage i 2019, specielt til Oliver Webb der kører Le Mans prototyper for ByKolles Racing Team.
Jacobsen siger, at det ikke er unormalt for kørere at betale 10-15.000 kroner for et hjelm-design, der så er personligt for den enkelte kører. Hjelmen er til tider det eneste der afslører, hvem der sidder i bilen på det givne tidspunkt, så det er vigtigt, at designet er personligt og genkendeligt.

Verdens hurtigste hjelm
Nicolaj Jacobsen står også bag en række andre designs, som andre verdenskendte racerkørere bruger. Den kvindelige, danske racerkører Christina Nielsen kører i 2020-sæsonen med en hjelm fra NJ-Designs. Det samme gør hollandske Nyck de Vries, som er testkører for Toyota Gazoo Racing.
Men selvom det er store navne, Nicolaj skriver på hjelmene, så var det hidtil ikke blevet til en verdensrekord. Men fra nu af, kan Nicolaj Jacobsen kalde én af sine hjelme verdens hurtigste.

Oliver James Webbs hjelm i 2019, da den var splinterny.
Nåede 532,7 km/t i gadebil
Amerikanske SSC Tautara har kørt hurtigere end nogen anden produktionsbil i verden. 532,7 km/t opnåede de, mens gennemsnittet frem og tilbage over den samme strækning sagde 508,7 kilometer i timen.
Det er markant hurtigere end selv den mægtige Bugatti Chiron Super Sport 300+. Den bil opnåede 490 km/t ved én kørsel.
Dokumenteret hastighed: 508,7 km/t
Shelby SuperCars, som SSC er en forkortelse af, opnåede derimod en verificeret gennemsnitshastighed på uhyggelige 508,7 km/t.Bag rattet af den vanvittige amerikaner sad den britiske vovehals, og racerkører, Oliver Webb. Og faktisk er rekorden sat på præcist det sted, hvor svenske Koenigsegg i 2017 blæste af med 447 km/t i snit og en tophastighed på 457 km/t – en fin rekord…. dengang!
At det hele kan lade sig gøre for SSC, er noget af en bedrift, men en af de primære årsager, skal vi selvsagt finde i motoren. Tuatara drives frem af intet mindre end en 5,9-liters, twinturbo-V8’er, der yder 1.750 hestekræfter, når den fodres med E85-brændstof.