Drop pistolen: Franske myndigheder bestiller 250 skudsikre stærekasser på hjul

250 skudsikre fartkameraer skal være med til at højde hastigheden nede på de franske veje. Og du kan ikke ødelægge dem!

18. august 2016 af Mathias Brandt

Enforcement Trailer. Det er navnet på et nyt mobilt kamera, som den tyske producent Vitronic netop har lanceret. 

Den nye opfindelse er ikke bare vind- og vandtæt. Nej, den skulle også kunne modstå kugler fra irriterede bilister, som bliver blitzet og efterfølgende vælger at lade irritationen og vreden gå ud over de stakkels stærekasser – ved eksempelvis at pløkke dem ned!?

Fartkameraet er lavet til at blive indsat på udsatte strækninger, hvor det ellers er svært at få kontrolleret farten, og dem mener de franske myndigheder altså at have afsindigt mange af. For de har netop lagt en ordre på intet mindre end 250 eksemplarer, skriver Top Gear.

Det transporteres nemt på bilens hængertræk og sænkes derefter ned på den ønskede plads, hvorefter transporthjulene forsvinder ind i kassen. 

Der er et batteri indbygget, så fartkameraet kan arbejde uafbrudt i frem dage i streg. Derudover sender en trådløs forbindelse al data videre, så man hurtigt og nemt kan få sendt bøder ud til fartsynderne.

Som et vigtigt salgspunkt er fartkameraet udstyret med alarm og skudsikker armering. Om det er det, som har fået den franske regering til at bestille 250 stykker vides ikke.  

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...