Toyota Corolla WRC 50 millioner verdens mest solgte bil profil
© Mathias Brandt

Verdens mest populære bil runder historisk milepæl

Den kom til Danmark i 1967 og har tjent børnefamilier, ligesom den har vundet et rallyverdensmesterskab. Nu er den solgt i over 50 mio. eksemplarer.

1. december 2021 af Frederik T. Frey

50 mio. fordelt på 12 generationer

Toyota Corolla. Du kender sikkert navnet, og chancerne for at du, eller en du kender, har ejet det japanske bilmærkes mest populære og udbredte model gennem tiderne, er utrolig stor.

På verdensplan har Toyota solgt svimlende 50 millioner eksemplarer af Corolla-modellen, der så dagens lys tilbage i 1966. 55 år senere eksisterer Corolla fortsat og er nået til den 12. generation.

Toyota Corolla 1966

Eventyret for Corolla begyndte i 1966 – året efter blev de første biler solgt i Danmark.

© Foto: Toyota

Allerede året efter den internationale lancering blev de første danske Corolla'er sat fri på asfalten. Helt konkret var der i 1967 tale om 135 Corolla'er med danske nummerplader. Frøet til en større succes var hermed sået, og bare små ti år efter i 1976 forlod knap 9.000 Corolla'er de danske forhandleres udstillingslokaler – første og anden generation var i 1974 afløst af tredje generation, som tog danskerne med storm.

1986 er Corrola's danske succesår

Spoler vi kalenderen yderligere 10 år frem, lander vi direkte i Corolla's hidtil mest succesfulde år i Danmark. I 1986 sælges intet mindre end over 15.000 eksemplarer af femte generation i Danmark – den første generation hvor langt de fleste varianter og versioner har forhjulstræk. 

Toyota Corolla Danmark Succes 1986

Her er den så! Den mest succesfulde Toyota Corolla set med danske øjne – femte generation blev alene i 1986 solgt i over 15.000 styk.

© Foto: Toyota

Stor succes i motorsport

Ikke nok med de flotte salgstal i ind- og udland kan Toyota Corolla bryste sig af mange, flotte resultater i international motorsports mest prestigefyldte klasser. i 1975 vinder en Corolla-rallybil, bygget på en tredjegenerationsbil, det finske rally (også kendt som "De 1.000 Søers Rally) som den første japanske bilproducent. Hannu Mikkola var bag rat og pedaler, mens Atso Aho tog sig af noter og ruteinstrukser.

Hannu Mikkola Atso Aho 1975 Rally Finland Toyota Corolla

I 1975 vinder Hannu Mikkola og Atso Aho det finske rally i en Toyota Corolla fra tredje generation.

© Foto: Toyota

Rallyverdensmestre i 1999

I 1999 når Toyota de højeste tinder med Corolla WRC-modellen, som deltager i rallyverdensmesterskabet. Bilen er bygget på Corolla fra ottende generation. Bilen benytter en hårdtpumpet, 4-cylindret turbobenzinmotor og et effektivt firehjulstræk til at sikre sig titlen som verdensmester for konstruktører foran mærker som Subaru, Mitsubishi, Ford og Seat. Toyota's officielle teamnavn i 1999 var Toyota Castrol Team, og blandt kørerne var spanske Carlos Sainz, britiske Martin Brundle, franske Didier Auriol og ikke mindst danske Henrik Lundgaard.

Toyota Corolla WRC 50 millioner verdens mest solgte bil racer

Her holder Didier Auriols rallybil fra WRC-verdensmesterskabet i 1999.

© Foto: Mathias Brandt

Toyota er "still going strong"

Corolla er i færd med sin 12. generation, og siden 1967 er der i alt solgt over 220.000 Corolla'er til danske kunder... og det er faktisk uden at medregne de godt 20.000 Auris'er, som det lykkedes at sælge, mens Corolla-modellen holdt pause på det danske og europæiske marked fra 2007. Comebacket til Corolla på vores breddegrader kom i 2019 med den nuværende generation.

Corolla sidder rimeligt sikkert på tronen som den mest solgte bil nogensinde med sine 50 mio. eksemplarer – ikke mindst fordi modellen fortsat forhandles, og tallet derfor forventes fortsat at stige med tiden. Af andre automobile supersælgere kan blandt andet nævnes: Ford F-serie (onde tunger siger, at den er en truck/lastbil), VW Boble, VW Golf og Ford Model T samt Lada's mange modelafarter baseret på Fiat 124-ophav. 

Toyota Corolla Touring Sports sølv hybrid front

Den nuværende Corolla kom på det danske marked i 2019 – her en stationcar kaldet Touring Sports.

© Foto: Mathias Brandt

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...