Barbie og hendes nye bil
Barbie og hendes nye bil© bilmagasinet.dk

Ugens korte nyheder

Arabere vil have aircon, Toyota bygger tag-airbag, første Audi R8 LMS

20. marts 2009 af Steen Bachmann

Aircon i Caparo T1

Forrude og aircon kan nu købes som ekstraudstyr til Caparo
Forrude og aircon kan nu købes som ekstraudstyr til Caparo© bilmagasinet.dk

Caparo T1 er lanceret af dens forhandler i De Forenede Arabiske Emirater, og de første biler leveret. Caparo Vehicle Technologies har i den forbindelse fået klager over, at ejerne får det varmt. Der er rimelig varmt i Emiraterne, og det hjælper ikke på situationen at sidde i et skålsæde 20 cm foran motoren fra en Indy-car, der tager over 10.000 o/min. Derfor tilbyder Caparo nu et klimanlæg i kombination med en forrude. Ruden er lavet af forstærket akryl i samme dimensioner som i amerikanske kamphelikoptere, og når man stiger ind i bilen, skubbes den fremad ind over næsen på bilen. Prisen for ruden er £21,760, mens aircon koster £3,750.

 

Airbag i loftet

Airbaggen forhindrer passagerer i at smadre ind i hinanden
Airbaggen forhindrer passagerer i at smadre ind i hinanden© bilmagasinet.dk

Toyota har udviklet en airbag, der er monteret i loftet over bagsædet og forhindrer bagsædepassagerer i at ramme hinanden under en kollision. Airbaggen vil blive monteret i biler på det japanske marked til foråret, og vil senere komme i europæiske biler, oplyses det.

 

Første R8 LMS

Første GT3-udgave af Audi R8 er leveret
Første GT3-udgave af Audi R8 er leveret© bilmagasinet.dk

Audi har leveret den første kundeudgave af R8 LMS. Racerbilen i GT3-specifikationer har baghjulstræk og over 500 hk, og første bil med chassisnummer 101 er leveret til Audi Sport Italia. Team Manager Emilio Radaelli fra Audi Sport Italia fik overrakt bilen af bossen for Audi Motorsport, Dr. Wolfgang Ullrich.

 

Fiat 500 Barbie Edition

Barbie og hendes nye bil
Barbie og hendes nye bil© bilmagasinet.dk

Fiat Centro Stile har bygget en Fiat 500 Barbie Edition i ét eksemplar for at fejre hendes 50-års fødselsdag 13. marts. Bilen blev lanceret i Milano med Barbie og Ken bag rattet, mens tyske Nena spillede hits fra seneste 50 år. Lakeringen har samme nuance som Barbies neglelak, mens sæderne er i blødt, sølvfarvet alcantara. Handskerummet har holder til neglelak og læbestift, og her er et LED-belyst makeupspejl. Bilen bliver ikke sat i produktion.

 

Øko-udgave af Zafira

Opel Zafira 1,7 CDTi ecoFLEX
Opel Zafira 1,7 CDTi ecoFLEX© bilmagasinet.dk

Opel Zafira ecoFLEX 1,7 CDTi har en 1,7-liters diesel med et CO2-udslip på 139 g/km. Det gør den til en af markedets mest miljøvenlige 7-personers biler. EU-snittet angives til 17,5 km/l, og rækkevidden er op til 1.100 km. Med den 110-hestes diesel er 0-100-tiden 12,6 sek. og topfarten 182 km/t. Bilen kommer på det danske marked senere på året.

 

Ssangyong C200

Ssangyong C200 Concept
Ssangyong C200 Concept© bilmagasinet.dk

Ssangyong eksisterer stadig, selv om mærket helt er forsvundet fra trafikbilledet herhjemme. På Seoul Motor Show i Sydkorea viser de 2. april konceptbilen C200. Det er en mellemstor SUV designet af Giugiaro's ItalDesign, og den er på størrelse med Toyota RAV4 og Honda CR-V. Akselafstanden på 264 cm er en anelse længere end på VW Tiguan. SsangYong viser også en ny hybriddiesel-version af Kyron.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...