Hvor er vi?
Vi har med en dags varsel modtaget en invitation fra Toyota om at køre en kort tur i den nye Yaris Cross forud for den officielle pressepræsentation, som finder sted senere på året.
Det betyder, at vi er taget et smut til Bruxelles, hvor mærket har sit officielle europæiske hovedkontor, men det er i et øde parkeringshus, at vi møder den lille SUV, som stadig er pakket ind i let prototype-camouflage på en bagende varm sommerdag.

Yaris Cross har samme akselafstand som minibilen Yaris, men er 24 cm længere, ni cm højere og to cm bredere. Frihøjden er desuden øget med tre cm.
© ToyotaHvad er det for en bil?
Endnu tilføjelse til klassen af små crossovers/SUV’er, hvor Peugeot 2008, Nissan Juke, Kia Stonic og mange flere slås om kundernes gunst. Yaris Cross er baseret på samme GA-B (den er altså ikke kedelig!) platform som den velkørende Yaris, der kom i en spritny generation sidste år.

En SUV? Er det ikke lige at stramme den?
I gamle dage var et sport utility vehicle noget vi kaldte en Range Rover eller Porsche Cayenne, men nu bruger alle bilproducenter det i flæng om biler i alle størrelser med firehjulstrækker-attitude og højbenet undervogn. Crossover-betegnelsen er også populær for biltypen, der ligner bløde firehjulstrækkere.
Toyota insisterer på at kalde den højbenede Yaris for en SUV i stedet for en crossover – og de har da også nogle fornuftige argumenter:
Den fås nemlig med firehjulstræk – og så er den både højere, bredere og længere end teknikdonoren fra minibilsklassen, Yaris. Og som den eneste SUV i det såkaldte “b-segment” er det en ægte hybridbil, hvor en elmotor kan drive bilen fremad alene i stedet for kun at aflaste fossilmotoren ved igangsætning og den slags.

Hybriddrivlinen består af en 1,5 liters benzinmotor, et lille lithium-ion batteri under bagsæderne og en elmotor (eller to, hvis du bestiller Yaris Cross med firehjulstræk).
© Søren JuulYaris Cross deler drivlinje med Yaris Hybrid. Den består af en 1,5 liters benzinmotor og en elmotor, der samlet yder 116 hk, som håndteres af en trinløs CVT-gearkasse. Standard er forhjulstræk, men du kan tilkøbe AWD-i firehjulstræk for 35.000 kr. Systemet består af en ekstra elmotor ved bagakslen, som automatisk slår til efter behov - f.eks. hvis du skal sætte igang på fedtede brosten om vinteren.

Hvordan er kabinen i Yaris Cross i forhold til en Yaris?
Du sidder mærkbart højere bag rattet og har højere til loftet. Det første giver et komfortabelt udsyn over trafikken, da vi kører start/stop køkørsel gennem Bruxelles – og det andet fornemmelsen af en lidt større bil.
Layoutet på instrumentbordet er grundlæggende det samme som i en Yaris - men testbilen er forsynet med nogle lidt tarveligt udseende instrumenter. Men ro på! I Danmark er de som standard erstattet af nogle mere funky udseende “binocular” instrumenter.
På bagsædet virker det også som om, at pladsen har fået et nøk opad (vi er nødt til at have en Yaris ved siden af for at kunne sammenligne), men Yaris Cross' længere udhæng over bagakslen (18 cm) er indiskutabelt kommet bagagerummet til gavn.

Her er plads til 350 liter op til hattehylden i modellen med forhjulstræk, men bestiller du bilen med elektrisk 4x4 æder elmotoren en del plads under gulvet. Af andre smarte tilføjelser er gulvet, der kan justeres i niveauer og splittes op, så du nemt kan fiksere en trolley, så den ikke rasler rundt, når du fræser gennem bytrafikken.

Hvordan kører Yaris Cross?
Det skriver vi nærmere om i et kommende nummer af Bil Magasinet, men du får lige en forsmag her. I byen er Yaris Cross Hybrid virkelig i sit es, hvor hybrid-teknikken sømløst arbejder hele tiden og hele tiden giver bilen et skud elektricitet når du sætter smidigt igang ved lyskryds. Batteriet lades op af bremseenergi og kan drive bilen alene op til 130 km/t med med nænsom speederfod.
Giver du fuld gas, blander benzinmotoren sig i arbejdet og udstøder en lidt enerhvervende brummen alt den tid CVT-gearkassen tvinger maskinen til at arbejde med høje omdrejninger.
Det er bagdelen ved den grønne lille hybriddrivlinje, der uden videre anstrengelser lader os køre 20 km/l efter 1,5 times kørsel i byen og en halv time på motorvej….

Hvornår lander Yaris Cross i Danmark og hvad skal den koste?
Toyota Yaris Cross kan bestilles allerede nu hos landes forhandlere, hvor den indfinder sig i salgslokalerne til oktober.
Toyota har tidligere annonceret priser i de højere luftlag på de udstyrstungeste udgaver af Yaris Cross, der fås seks forskellige udstyrsvarianter. De starter ved 224.900 kr. for en Yaris Cross med forhjulstræk.
Vi har samlet de overordnede priser nedenfor - og par screenshots af Toyota's egen prisliste, hvis du virkelig vil nørde priserne igennem.
Danske priser Toyota Yaris Cross
Udstyrslinjer:
Essential 224.990 kr.
Active 244.990 kr.
Style 279.990. kr.
Adventure 299.990 kr.
Premier Edition 329.990 kr.
Elegant 309.990 kr.


....og her kan du læse hvad vi skrev om Yaris Cross, da vi modtog de første pressemeddelseler fra Toyota i maj måned:
Danske priser på Toyota Yaris Cross
Toyota har siden april 2020 truet med at polstre den allerede stærkt trafikerede klasse af små SUV'er med en crossover-udgave af Toyota Yaris. Nu har Toyota så åbnet for forudbestillinger af bilen, der hedder Toyota Yaris Cross.
Den starter under introduktionen på 279.990 kr., og kommer standard med den 116 hk hybriddrivline, som også bruges i den regulære Yaris. Modsat den regulære Yaris, kan der på Yaris Cross tilvælges et deltidsanvendeligt, elektrisk firehjulstræk mod en merpris.
B-SUV med firehjulstræk
Firehjulstrækket på Yaris Cross er deltidsaktivt, og Toyota siger, at systemet er elektrisk. Det bør forbedre benzinøkonomien i systemet, der kan indstilles til både at køre i sne og andet terræn. Bestiller du din Yaris Cross med firehjulstræk, får du også dobbelte-wishbone-ophæng til begge baghjul.
'Style' fra 279.990 kr.
For 279.990 kr. får du 'Style'-udstyret, der med adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, samt 17" alufælge og LED-lys i for- og baglygter. Du får også udstyr som elektrisk bagklap, panoramasoltag og panorama-soltag.
Denne kan opgraderes med en 'Technology Plus'-pakke, der for 17.000 kr. smider blindvinkelovervågning, parkeringssensorer og fjernlysassistent oveni. Her kræves også en opgradering til 9.000 kr., hvis der ønskes en tofarvet konfiguration, som den på billederne.
Her kan tilvælges firehjulstræk for 35.000 kr.

kommer standard med eventyr-kofangere og bi-tone bemaling.
© Toyota'Adventure' fra 299.990 kr.
Toyota Yaris Cross kan også fås i et specielt 'Adventure'-udstysniveau. Her leveres bilen med den førnævnte tofarvede lakering som en standard del af det 'offroad-udtryk', som bilen skal give. Følelsen af eventyr skal hjælpes på vej af et sæt specielle kofangere, og et interiør med sportssæder, læder på rat og gearvælger og flere bløde materialer.
Hertil skal dog stadigvæk tilkøbes firehjulstræk til 35.000 kr., for at fuldende eventyr-følelsen.

'Premier Edition' til 329.990 kr.
I begrænset antal sælges, præcis som ved den 'regulære' Yaris, en lanceringsudgave med en unik kombination af udstyr. Det, der først springer til øje er farven: En tofarvet bemaling, der består dels af sort, og dels af den guldfarve, som også Yaris Cross' kendingsfarve.
Premier Edition har stort set alt udstyr: Ti-egede alufælge på 18" komplimenteres indvendigt af et JBL-lydsystem, der slutter sig til den førnævnte Technology Plus-pakke, som kommer standard på Premier Edition.
Det eneste, du ikke får med Premier Edition er firehjulstræk, der som vanligt koster 35.000 kr.

kan pyntes med læder, ekstra blød plast og Yaris Cross' gyldne kendingsfarve.
© Toyota'Elegant' fra 309.990 kr.
Det sidste udstyrsniveau hedder Elegant, og her får du i store træk det samme udstyr som i Premier Edition. Du må dog undvære lædersæderne og den tofarvede lakering, den sidste af hvilke slet ikke kan fås på Elegant-varianten af Yaris Cross.
Toyota forventer at kunne lave en officiel lancering af Toyota Yaris Cross i løbet af den anden halvdel af 2021.
I mellemtiden kan du læse vores test af den køreglade, regulære Yaris ved at trykke her.