Det kræver fotografisk hukommelse at spotte forskellene på den faceliftede Yaris. Toyota er gået diskret til værks med de nye tiltag, som frisker minien op med nye kofangere med indfarvede hjørnelister og nye huse til tågelygterne. Dertil en ny kølergrill og ny optik på for- og bagygter.
Indenfor følger de analoge sportsinstrumenter fra topmodellen Yaris TS nu også med udstyrsniveau S, der kan leveres med den 1,4-liters D-4D dieselmodel (der nu klarer 23,8 km/l) og en spritny 1,3-liters benzinvariant med start/stop-teknik og seks manuelle gear. Med 101 hk og 19,6 km/l mod 87 hk og 16,7 km/l samt et højere drejningsmomentet på 132 mod 121 Nm ved et lavere omdrejningstal, ligner den en fornem repræsentant for Toyota Optimal Drive's filosofi om "bedre brændstoføkonomi. Mindre udslip. Større kraftoverskud".
I virkelighedens verden falmer den grønne kraftkarl dog en del. Det virker, som om benzintilførslen er plomberet de første 4.000 o/min, for indtil da er maskinen blottet for vitalitet og vilje til at leve. Jeg må gøre mig umage for ikke at stalle ved igangsætning. Og det er såmænd ikke start/stop-systemet, der spiller mig et puds, for det har det nemlig med at slå fra, når du bruger airconditionanlægget på en varm sommerdag.
Lyspunkter er der dog; den præcist skiftende, 6-trins manuelle gearkasse gør det nemt at holde nålens omdrejningstæller i nærheden af de 4.000 o/min, hvor motoren begynder at vågne op til dåd.
Det spolerer dog ikke den velfungerende Yaris med den praktiske kabine, friske køreegenskaber og yderst fornuftige brændstoføkonomi, men skulle jeg blive rigtig glad for den, ville jeg stadig vælge den stærke 90-heste D-4D udgave - eller den trecylindrede 1,0'er, der kvitterer med racerlyd og 20,0 km/l.
