Selv efter mange timers tænkning, kan vi stadig ikke helt forstå Urban Cruiser© bilmagasinet.dk

Toyota Urban Cruiser 1,4 D-4D T2

Urban Cruiser vil så mange ting, at den ender med at blive en enspænder

31. marts 2010 af Anders Richter


Den ligner ikke en typisk Toyota - og så alligevel. For Urban Cruiser er ikke designet til, at folk vil stille sig op med åben mund og polypper og glo. Jo, den har lidt lave ruder a la Chrysler 300C, og jo, den har en høj front, der råber ”her kommer jeg”, men alligevel har designerne holdt igen.

Den umiddelbare ­konkurrent er den næsten overdesignede Mini, og her kommer Toyotaen til kort. Interiøret i Urban Cruiser er ikke dræbende kedeligt, men skal du sidde der i længere tid, kan det være en fordel at sluge en lykkepille. Det eneste, der egentlig har stilen med sig, er instrumenterne, hvor omdrejningstælleren og speedometeret er samlet i ét.

Køreegenskaberne er til gengæld gode og harmoniske, men gokartstemningen fra Minien fanger japaneren ikke. ­Gearskiftet fungerer dog med en velsmurt præcision, og det er noget, konkurrenten kan tage ved lære af.

Tidligere i Bil Magasinet har Urban Cruiser også fået lov til at konkurrere med en række andre på størrelse og plads; Kia Soul, Skoda Roomster og Citroën Picasso. Det gik ikke godt. Toyotaen er en forholdsvis lille bil, og når man indregner prisen, er der ikke mange kvadratcentimeter for pengene. Så heller ikke der hører den hjemme.

Men hvad så med at hive den med ud i det nærmeste mudderspor? Nej, der er en grund til, at den netop hedder Urban Cruiser - den er på ingen måde designet til terræn, endsige en hullet skovbund.

Selv om jeg cruiser de københavnske gader tynde til langt ud på natten, kan jeg ikke finde en ordentlig konkurrent til bilen, og det er der en grund til. Toyota har blandet så mange stilarter sammen i Urban Cruiser, at den så sandelig er blevet en ener, hvilket ikke er positivt i denne sammenhæng. Snup i stedet en Yaris, og spar 20.000 kr. Vil du være helt anderledes, så køb en Toyota iQ.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...