Toyota Supra er udsolgt!

Trods en pris på over 1 mio. kroner er Supra revet væk. Toyota melder udsolgt!

22. maj 2019 af Mathias Brandt


Toyota Supra har været længe ventet, og allerede inden de danske priser var offentliggjort, kunne håbefulde købere skrive sig op til en af de få biler, der kommer til Danmark. Stort set alle de europæiske markeder melder totalt udsolgt og vil først være i stand til at levere den nye Supra igen efter nytår.

I alt 900 biler finder vej til det europæiske marked i år, hvorfor antallet af biler til det danske marked er stærkt begrænset. Derfor åbnede Toyota i Danmark for reservationen af den nye Supra inden jul, længe inden bilens design, specifikationer og pris var blevet afsløret.

Reservationen af den nye Supra foregik udelukkende online, hvor man skulle udfylde sine personlige informationer samt betale 15.000 kr. i depositum for at have chance for at være blandt de første ejere i Danmark. Allerede fra første time strømmede det ind med tilmeldinger, reservationer og overførsler af depositum.

Udviklet i samarbejde med BMW

Toyota Supra er blevet til gennem et samarbejde mellem BMW og Toyota’s motorsportsafdeling, Gazoo Racing. Den nye Supra har som de forrige generationer frontmotor og baghjulstræk, som det hører sig til med en optimal 50/50-fordeling af vægten mellem for og bag. 

Motoren kender vi også fra BMW Z4 M40i. Det er en 3-liters rækkesekser med en enkelt turbolader med twin scroll-teknologi. Den yder 340 hestekræfter og har et drejningsmoment på 500 Nm, mens topfarten er elektronisk begrænset til 250 km/t. Toyota GR Supra klarer sprinten fra 0 til 100 km/t. på 4,3 sekunder. 

Pris er uændret efter godt 20 år

Da Supra sidste gang blev markedsført i Danmark i midten af 1990’erne, sad der et prisskilt i forruden på 999.995 kr. Og tingene har ikke ændret sig meget i de 20 år. 

Den nye Supra, som i Danmark blot fås i én udstyrsudgave med navnet Premium, koster nemlig 1.009.990 kr. Til sammenligning koster den tilsvarende BMW Z4 M40i 1.153.110 kr. 

Med udstyrsvarianten “Premium” kommer den nye Supra med ting som 19” smedet alufælge med Michelin Pilot Super Sport dæk, fire-stemplede rødlakerede sportsbremser fra Brembo, fuld LED-lys for og bag, 12 højttalere, head-up diaplay, to separate 8.8” skærme til køreinformationer, bakkamera, adaptiv fartpilot, intelligent parkeringsassistent, stor sikkerhedspakke bl.a. med automatisk nødbremse, tyverialarm og meget mere.

De første danske kunder får inden længe leveret deres spritnye Toyota Supra - tillykke til de heldige.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...