Biltest af Toyota RAV4 X 2,2 D-4D 177 van
Biltest af Toyota RAV4 X 2,2 D-4D 177 van© bilmagasinet.dk

Toyota RAV4 X 2,2 D-4D 177 van

Dyr, men dejlig

19. december 2006 af Bilmagasinet

Af: Søren Juul

RAV4 rykker med 177 diesel-hk, men uha, hvor den koster

På hvide plader koster en Toyota RAV4 kassen – især med 177 hk dieselheste. Dén model leveres nemlig kun med udstyrsniveau “X”, som tæller læderkabine, nøglefri adgang, aluminiumsfælge, skærmforøgere og et godt stereoanlæg. Listeprisen er 653.535 kr. og så er der pludselig sjovere alternativer.

På gule plader er bilen den samme og prisen under det halve bortset fra, at du må undvære bagsædet, læderinteriøret og el-justering af forsædet.

Mine første erfaringer med bilen er blandede. Den nøglefri adgang fungerer glimrende. Nøglerne bliver i bukselommen, mens man finder sig til rette i de hårde sæder og trykker på start-knappen. Personvognsstemningen i kabinen med et tykt læderrat, flotte instrumenter og faste sæder varsler om dynamik. Ved igangsætning og bykørsel er dynamik nu ikke det rette ord; koblingspunktet er tricky, og da motoren først trækker fra 2000 o/min, giver det en rykkende kørsel. Et spørgsmål om øvelse, men et automatgear ville være godt. Det fås bare ikke.

På motorvej gør drivlinjen et bedre job med et stort kraftoverskud og lavt støjniveau bakket op af god retningsstabilitet. De gode takter går igen på sognevejene, hvor RAV4’erens velafstemte undervogn og præcise styretøj gør det muligt at opretholde et forbløffende kvikt tempo gennem kurverne. Underlig fornemmelse, når det nu ER en firehjulstrækker, jeg sidder i. Offroad-egenskaberne står hen i det uvisse, men på en grusvej holder firehjulstræk og ESP-systemet bilen på ret kurs trods en – set i bakspejlet – for høj fart.
På krogen trækker den op til to tons.

Toyota RAV4 er en dejlig allrounder med denne store diesel under motorhjelmen, men den føles ikke voldsomt hurtigere end den svagere udgave af samme motor med 136 hk. Den sælges med lidt mindre udstyr til 256.234 kr. som van. Prøv dén først (og tag så en tur i Hyundai Santa Fe).

TOYOTA RAV4 X 2,2 D-4D 177 VAN
Motor R4, 2.231 cm, 16V, turbodiesel
Ydelse 177 hk ved 3.600 o/min
400 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t. 9,3 sek.
Topfart 200 km/t.
Forbrug EU-miks 14,3 km/l
Årlig vægtafgift (privat +5.040 kr.) 4.030 kr.
Vægt/last/påhæng 1.564/626/2.000 kg
Mål (L/B/H) 440/186/172 cm
Bagagerum ikke oplyst
Dæk 225/65R17H
Værditab 3år/60.000 km ca. 100.000 kr. (34 pct.)
Reservedelsindeks 119
Pris inkl. moms 305.598 kr. (moms 49.417 kr.)

VI SYNES…Lækker, dyr og lidt overflødig. Spar 50.000 kr. (van-pris) og snup RAV4 2,2 D-4D med 136 hk. Eller bedre: En Hyundai Santa Fe 2,2 CRDi Van.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...