Biltest af Toyota RAV4  4X4 2,0 D-4D 5d Van
Biltest af Toyota RAV4 4X4 2,0 D-4D 5d Van© bilmagasinet.dk

Toyota RAV4 4X4 2,0 D-4D 5d Van

Den muskel-løse bodybuilder

18. marts 2004 af Bilmagasinet

Af: Karsten M. Lemche

Toyota RAV4 D-4D signalerer masser af muskler,
men det kniber med potensen under motorhjelmen

Sådan en halvanden meter høj bodybuilder – det er, hvad Toyota RAV4 minder mig om med sin kompakte, muskuløse kraftkarl-karrosse med luftindtag i kølerhjelmen. En af de der fyre, der for at kompensere for lugten af fodsved i håret har ædt kærestens p-piller og pumpet sig til Tyson-tyrenakke og gorilla-brystkasse.

Men det kniber for den toliters commonrail-turbodieselmotor med 116 hk og 250 Nm at leve op til muskel-looket. Indtil maks.-momentet indtræder ved 1.800 omdrejninger, har den svært ved at løfte selv de små håndvægte, og i det hele taget opleves motoren kun som gennemsnitlig i RAV4 D-4D; dieselpoweren udebliver, selvom bilen lydmæssigt gør rigeligt for at simulere den. RAV4 fik ellers mere støjisolering ved faceliftet sidste år, men den kunne godt have fået et par lag ekstra. Ved samme facelift fik kabinen i øvrigt også en overhaling.

Men læderrat med fjernbetjening af bilradioen, hvide sportsinstrumenter, aircondition og diverse alu-lookalike-styling kan ikke fjerne oplevelse af en lidt grovkornet kabine. Kombineret med diesellyden har du derfor mere oplevelsen af vanlig varevogn end sporty suv – måske er det derfor, at RAV4 er så populær på gule plader…
Køregenskaberne er trods alt bedre end en HiAces, og i forbindelse med faceliftet fik RAV4 da også revideret forhjulsophænget, ændret styretøjets udveksling og afstemt støddæmperne, så den kører med præcist og komfortabelt. Hvad angår 4WD-evnerne, havde jeg ikke selv bilen i felten, men for et par år siden oplevede jeg, hvordan en RAV4 i overbevisende stil troligt fulgte efter et par LandCruisere på en fire-dages tur gennem saltørkenen og det vulkanske højland i det sydlige Bolivia. Der fik jeg respekt for selv små bodybuildere.

Toyota RAV4 4X4 2,0 D-4D 5d Van

SPECIFIKATIONER
Motor R4, 1.995 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 116 hk ved 4.000 o/min,
250 Nm ved 1.800-3.000 o/min.
0-100 km/t. 12,1 sek.
Topfart 170 km/t.
Brændstofforbrug EU-miks: 11,2 km/l
Vægtafgift 4.030 kr. (privat brug: +5.040 kr)
Maks. anhængervægt 1.500 kg
Vægt 1.375 kg
Mål (L/B/H) 384/165/143 cm
Bagagekapacitet ikke oplyst
Totaløkonomi RAV4 som diesel bliver revet væk fra brugthylderne, så afskrivningen er helt nede på 30 pct. (ca. 71.000 kr.) over tre år/50.000 km.
Reservedelsindeks 123
Pris 237.519 kr. (heraf moms: 38.759 kr.)

VI SYNES... RAV4 D-4D har den helt rigtige 4WD-udstråling, men suv’en giver lidt for meget oplevelse af varevogn, og dieselmotoren savner bøffer.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...