Toyota Rav4 2.2 D-4D T3 4WD

1. januar 2014 af Thomas W. Brixen

Uden tvivl er den nye Toyota RAV4 langt flottere end forgængeren, men kig ind i kabinen, og du vil få et flashback til 1980’erne - i hvert fald i glimt. Alle knapper er gigantiske, så både skovhuggere med arbejdshandsker og rystende pensionister kan betjene ekvipagen. Praktisk måske, men looket er passé. I kabinen finder vi eksotiske materialer som kulfiber(look) og læder, men selvsagt er aflæggebakken af det hårdeste plastik, så alt skøjter rundt og din mobil bliver ridset. Tændingsnøglen er så stor, at man tror, at den åbner Nationalbanken, og den kan ikke engang foldes sammen. Så selv om RAV4 umiddelbart ser godt ud, er den ikke for de smarte, der ellers ofte sværger til SUV’er. Motoren er den store diesel, som ved første bekendtskab synes lidt grov. Men den er så stærk, at den sikkert sagtens kunne slæbe al tømmeret på billedet, hvis bare traileren var stor nok. Den manuelle gearkasse passer perfekt til bilen. Sportslig er den naturligvis ikke, og det kan undre, at RAV4 faktisk har en Sportsknap! Bagsæderne kan du justere uafhængigt af hinanden, og der er masser af plads på anden række. De kan også foldes sammen, men du skal gøre det fra hver side - direkte fra bagagerummet er det ikke muligt, hvilket virker som endnu en “halvhjertet” løsning. RAV4-testbilen koster over en halv million kroner, og til den pris forstår jeg den ikke.

 

Toyota Rav4 2.2 D-4D T3 4WD

Pris 522.072 kr.

Motor R4, 2.231 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 150 hk ved 3.600 o/min / 340 Nm ved 2.000 o/min

Topfart 190 km/t 0-100 km/t 9,6 sek. | EU-miks 17,5 km/l

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.