Biltest af Toyota Rav 4 2,0 D-4D Van
Biltest af Toyota Rav 4 2,0 D-4D Van© bilmagasinet.dk

Toyota Rav 4 2,0 D-4D Van

RAV ruskende diesel

20. februar 2002 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

Toyotas Ibiza-Jeep RAV4 med D-4D-oliefyr under hjelmen er totalt i orden motorsmag

DER HAR VÆRET tradition for, at når en bil får spændt en dieselmotor for løjerne, falder underholdningsværdien betragteligt. Men sådan er det ikke mere. Mange af de nye dieselmotorer tager omdrejninger og løber stærkt, samtidigt med at de kan trække igennem fra lave omdrejninger.

De nye motorer kommer nu også i den lette ende af 4x4-klassen, de biler, vi kalder soft-roadere eller Ibiza-jeeps. Toyotas egen betegnelse er Recreational Active Vehicle (RAV, get it?). Toyota RAV4 fås nu med mærkets helt friske D-4D-dieselkværn med commonrail-indsprøjtning, og den er et helt oplagt valg, hvis du bare sommetider skal andet end vise stil på Fanø.

Du får 116 hk i den 16-ventilede 2,0-liters sag, der nok så vigtigt yder 250 Nm mellem 1.800 og 3.000 omdrejninger. I sejtræk kan RAV4-benzinmotorerne slet ikke være med. Slet ikke, hvis du sommetider monterer en hestetrailer eller hiver en båd ud af vandet. Er du fortrinsvis interesseret i RAV4 som trækdyr og landevejstransporter, kan du desværre ikke kombinere tohjulstræk med dieselmotor.

Der har været en vis begejstring for Toyotas fortolkning af commonrail-konceptet. Der er noget om snakken, og D-4D-motoren er mere glad for omdrejninger end andre i klassen. Topydelsen indtræder allerede ved 4.000 omdrejninger, og momentet topper ved 3.000 omdrejninger, så der skal der skiftes gear for at blive i smørhullet, hvor kræfterne er flest. Automatgear fås ikke, men du skifter gerne gear i en Toyota. Og giv den bare noget at leve af 14,1 km/l i snit er bedre end i den to-hjulstrukne model med mindste benzinmotor.

Den bedste anbefaling, jeg kan give RAV4 D-4D, er næsten at min kone gerne vil have en, fordi den kombinerer den traditionelle firehjulstrækkers overblik og fremkommelighed med personbilens letkørthed.

Der er tre muligheder for RAV4 med diesel i Danmark. En kort, en lang og en van på gule plader. Priserne er naturligvis for viderekomne: 332.995-354.991 kr. på hvide plader og 167.997 kr. plus 32.917 kr. i moms på gule. Men det har åbenbart ikke afskrækket, for der er allerede masser af RAV 4 D-4D på gaden. Det er sjældnere at se dem i terrænet.

Tekniske data: Motor: R4, 1.995 cm3, 16V, turbodiesel. Ydelse: 116 hk ved 4.000 o/min. 250 Nm ved 1.800 o/min. 0-100 km/t: 13 sek. Topfart: 170 km/t. EU-mix: 14,1 km/l. Årlig ejerafgift: 2.860 kr. Som privatbil: Plus 4.840 kr.

Totaløkonomi: Der er bud efter en brugt RAV4, og med den fine diesel vil interessen ikke blive mindre. Men pas på, hvis moden skifter. Den høje afgift for privatkørsel kan også afskrække en del. Regn med, at bilen har tabt 70.000 kr. (35 pct.) efter tre år og 80.000 km.
Reservedelsindeks: 131
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 740 kr.
30.000 km: 2.035 kr.
45.000 km: 1.480 kr.

Pris: 167.997 kr. + moms 32.917 kr.

Vi synes...
Den bedste bil i den lette 4WD-brigade lige nu

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...